Swingende sjæle med rytmisk sans

Soulfunction giver koncert, der som ekstra tillægsgevinst også henvender sig til døve

MIDTBYEN:Traditionen fylder fem år, når Soulfunction med 11 musikere lørdag 1. februar går på Skråens scene. - De sidste fem år har vi nemlig spillet her den første lørdag i februar, fortæller initiativtageren til bandet, der i 1985 blev dannet under navnet Soul-Compagniet. Dengang gik skolelæreren Jesper Ott på Den Rytmiske Aftenskole, hvor han samlede syv kammerater med henblik på at dyrke soulmusikken. - Vi fik lov til at oprette et specielt hold, hvor vi havde Jacob Mygind som en inspirerende lærer, og efter et par år følte vi, at vi kunne stå på egne ben. Siden da har Soulfunction selv fået musikken til at swinge med øveaftener mindst hveranden uge og gennemsnitligt en til to månedlige koncerter. Nu har bandet oven i købet fået eget øvested, idet et udhus i forbindelse med Jesper Otts bolig er blevet isoleret og indrettet til formålet. Morten Bering kom med i 1992 på det tidspunkt, hvor Soulfunction endnu havde base på Filstedvejens Skole i Aalborg Gardens lokaler. - I en periode havde vi også fast spillebase hos Fru Jensen i Jomfru Ane Gade, og vi havde en fast musiker-grundsubstans, siger han, der i 1997 forlod bandet og flyttede til København. - Det kom kun til at betyde, at jeg holdt en pause, for da jeg kom tilbage til Jylland som afdelingsdirektør i Sparekassen Kronjylland i Randers, så blev jeg spurgt, om jeg ville være med igen - og det sagde min kone straks ja til! Saltvandsindsprøjtning Gennem årene har der været en del naturlig udskiftning, og her på det sidste har bandet fået en kraftig saltvandsindsprøjtning med yngre musikere. En af dem er universitetsstuderende Rasmus Jensen, der har trådt sine barnesko i Aalborg Garden, hvor Jesper Ott i en periode var formand. - Jeg synes, at de er lidt konservative, siger Rasmus bramfrit om det 18 år gamle band. - Samtidig må jeg indrømme, at den gamle kerne har været ret lydhøre, når vi er kommet med noget. Det har primært været nogle præcisionskrav, de nye unge soulmusikere har peget på. - Og så har hele deres facon jo også givet noget dynamik til os andre, indrømmer Jesper Ott, som føler at de unge har været en givende udfordring. For Morten Bering, der har været væk fra bandet i over fem år, var det som at komme hjem igen. - De andre forventede jo, at jeg gjorde præcis det samme, og det varede heller ikke langt tid, før jeg gled helt naturligt ind på min gamle plads, husker han. Sangere søges Den nye energi i orkesteret har lige et enkelt hængeparti, idet de to sangerinder har besluttet sig for at stoppe. - På den baggrund har vi haft en del emner til prøve, men vi har endnu ikke fundet de helt rigtige, siger Jesper Ott. - I øjeblikket øver vi engang om ugen hjemme hos mig i Storvorde, men ellers satser vi på at mødes i hvert fald en aften hveranden uge. Interesserede sangere kan for eksempel orientere sig yderligere på www.soulfunction.dk - eller måske møde op til koncerten på lørdag, for at vurdere om det skulle være noget. Samspillet mellem bandets unge og ældre medlemmer bygger ikke mindst på det humoristiske flow omkring soulspillet. - Vi mobber de unge til at få skrevet noder og stemmer ud, siger Jesper Ott polemisk. - Til gengæld så sørger vi for, at alt det praktiske kører . Bandets medlemmer har en bred baggrund lige fra computernørd over konservatoriestuderende til lærere og socialrådgiver, men fælles for dem alle er glæden ved de inciterende rytmer. Tekstet for døve Til Soulfunctions første koncert på Skråen var der en del døve tilhørere, der måske ikke kune høre de musikalske detaljer, men alligevel fornemmede de vibrerende rytmer og stemningen. - Da de efterlyste en tolkning, kontaktede vi Døves Kulturcenter og fandt ud af, at det godt kunne lade sig gøre, forklarer Jesper Ott. Siden da er koncerterne blevet tolket, hvilket kræver et ret stort forarbejde, men det betyder så også, at der til koncerterne kommer omkring 60-70 døve, der på den måde får en stor oplevelse. Ved lørdagens koncert håber Jesper Ott også, at der bliver lavet nogle brugbare optagelser, som bliver så gode, at de kan ende på en cd. Der plejer at være fuldt hus til koncerten på Skråen, og selvom bandet almindeligvis har omkring 20 engagementer årligt, så vil de gerne have lidt større vingefang med koncerter udenfor Aalborg-området. Det er dog med et 11-mands orkester ikke den letteste opgave - for helt gratis er det naturligvis ikke at hyre et så stort band.