Udland

Sydafrikanerne håber det bedste: Mandela er en fighter

Nelson Mandela ligger på hospitalet for andet døgn. Sydafrikanerne holder vejret og beder for deres helt.

Sydafrikanerne håber det bedste: Mandela er en fighter

Mange sydafrikanere venter i spænding på, at der kommer nye meldinger ud om den tidligere sydafrikanske præsident Nelson Mandelas helbredstilstand.

Siden det kom frem lørdag morgen, at den 94-årige modtager af Nobels fredspris er blevet hasteindlagt med lungebetændelse, er folk strømmet til det hospital i Pretoria, hvor mange regner med, at Mandela er indlagt.

Og det seneste døgn har børn lagt blomster og god bedring-hilsner ved Mandelas hjem i Houghton i Johannesburg, beretter den sydafrikanske nyhedskanal News 24.

Mandela eller Madiba, som han ofte kærligt omtales, er et symbol på det nye Sydafrika og landsfaderen. Men ekspræsidenten skranter og har ad flere omgange været indlagt med lungebetændelse, senest var for blot et par måneder siden.

Mandelas helbred betegnes stadig som "alvorlig men stabil". Og det har fået ikke bare den sydafrikanske befolkning, men hele verden til at vente på nyt om den sydafrikanske folkehelt.

- Mine tanker er hos Nelson Mandela, som er på hospitalet i Sydafrika, skriver den britiske premierminister David Cameron på Twitter.

Også fra Det Hvide Hus er der sendt tanker:

- Både vore tanker og bønner går til ham, hans familie og det sydafrikanske folk, siger Caitlin Hayden, der er talskvinde for USA's Nationale Sikkerhedsråd (NSC).

Mac Maharaj, der er talsmand for Sydafrikas præsident, Jacob Zuma, er forsigtig optimist.

- Sandheden er simpel. Madiba er en fighter. Og så længe han kæmper, har han det godt, siger Mac Maharaj.

- Jeg har fået at vide af lægerne, at han selv trækker vejret, siger talsmanden.

Nelson Mandelas hustru, Graca Machel, har aflyst en rejse til London og er i stedet hastet til sin mands sygeseng på hospitalet.

Mandela, der fylder 95 år i næste måned, er indlagt for fjerde gange på blot syv måneder.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.