Sydafrikansk forretningsmand vil være Fifa-præsident

Tokyo Sexwale stiller op til præsidentvalget i Det Internationale Fodboldforbund, Fifa, til februar.

Den sydafrikanske forretningsmand Tokyo Sexwale melder sig i feltet af kandidater, som til februar forsøger at blive præsident for Det Internationale Fodboldforbund, Fifa.

Det Sydafrikanske Fodboldforbund, Safa, oplyser på sin Twitter-profil, at man fuldt ud støtter Sexwales kandidatur.

- Han er Sydafrikas kandidat, og vi håber, at han også bliver hele Afrikas kandidat, siger en talsmand til Reuters.

Med Tokyo Sexwales kandidatur består feltet af kandidater indtil nu ud over Sexwale af Prins Ali Bin Hussein, David Nakhid, Michel Platini og Jerome Champagne.

Den tyske fodboldlegende Franz Beckenbauer har tidligere udtrykt støtte til Tokyo Sexwale, hvis forretningsmanden valgte at stille op. Tokyo Sexwale har også en fortid som tidligere politisk fange i Sydafrika.

- Som en af Nelson Mandelas fortrolige kender han det politiske spil, og han har erfaring fra fodbold ved afviklingen af VM i Sydafrika i 2010. Måske vil det være godt at få en Fifa-præsident, der kommer udefra, har Beckenbauer tidligere udtalt til Bild.

Der skal vælges præsident for Fifa ved den ekstraordinære kongres den 26. februar næste år. Her træder den nuværende præsident Sepp Blatter tilbage i kølvandet på hele den korruptionsskandale, der siden maj har rystet Fifa.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst