Sydbank øgede overskud med en fjerdedel

København, mandag /ritzau/ Sydbank øgede i 2003 sit overskud før skat med 26 procent til 766 millioner kroner. Oven i det kom en gevinst på 282 millioner kroner fra salget af Sydbanks aktier i Totalkredit til Nykredit. Og så har Sydbank fortsat næsten halvdelen af sine Totalkredit-aktier tilbage, som kan indbringe i alt 208 millioner kroner, hvis Nykredit udnytter sin købsret til dem. Sydbanks basisindtjening ligger nogenlunde uændret på knap 1,9 milliard kroner. Bag den totale indtjening er indtjeningen på renter faldet med 65 millioner kroner i forhold til året før. 23 millioner kroner stammer dog fra en skatteafgørelse, som er gået banken imod. Men bankens vækst i udlån og indlån har ikke været stor nok til at opveje den faldende rente. Til gengæld er indtjeningen fra provisioner og gebyrer vokset til godt og vel at opveje de faldende renteindtægter. Stigende kurser og stigende handel med værdipapirer har også været gunstige for Sydbank i 2003. - En stigende kundeaktivitet har medført, at handelsindtjeningen er steget fra 515 til 638 millioner kroner, skriver Sydbank i sit årsregnskab. Bankens egen beholdning er også vokset i værdi, så det såkaldte beholdningsresultat har bidraget til bankens resultat med 217 millioner kroner, hvilket nærmer sig en fordobling i forhold til året før. Banken kalder selv sit resultat for "særdeles tilfredsstillende". Men umiddelbart efter regnskabet faldt Sydbanks aktier med tre point til kurs 910. /ritzau/