Skolevæsen

Sydhannæs får hjælp til friskole

Mulighed for friskole på Hannæs næste år - selv om den ikke er blevet anmeldt rettidigt

15. august i år skulle friskoleplanerne have været anmeldt til Undervisningsministeriet sammen med et depositum på 20.000 kr. Det nåede forældrene på Sydhannæs ikke. Alligevel er det ikke umuligt, at en ny friskole kan åbne i Øsløs til næste skoleår. Forældrene bag et af de andre friskoleinitiativer i Thisted Kommune har nemlig givet tilsagn om at hjælpe Sydhannæs. Det oplyser Ole Bundgaard, medlem af initiativgruppen for en friskole på Sydhannæs. Forud for det stormøde, som initiativgruppen tirsdag holdt i Øsløs, havde gruppen fået oplyst af Dansk Friskoleforening, at der en mulighed for at andre initiativtagere til en friskole - som ikke gennemfører planerne i deres eget lokalområde - i stedet kan vælge at oprette skolen i for eksempel Øsløs. - Den model er blevet praktiseret flere andre steder, fortæller Ole Bundgaard. Han ønsker ikke at afsløre, hvor den hjælpende hånd til Sydhannæs kommer fra. Der er reelt tre muligheder, for af de fire nye friskoler, der blev anmeldt i Thisted Kommune, er det nu kun den i Klitmøller der står til at blive til noget. De øvrige friskoleanmeldelser kom fra Sennels, Hillerslev og Stagstrup.