Udland

Sydkorea advarer Nordkorea: Vi svarer igen med angreb

Sydkoreas præsident er klar til et omgående militært modsvar, hvis Nordkorea angriber.

Sydkorea advarer Nordkorea: Vi svarer igen med angreb

Nordkorea skal holde op med at provokere naboerne i syd.

Hvis der kommer nogen form fra angreb fra nordkoreansk side, vil det blive mødt af et stærkt, militært modsvar, advarer Sydkoreas præsident, Park Geun-hye.

- Hvis der er nogen provokationer mod Sydkorea og dets folk, skal der komme et stærkt modsvar i form af umiddelbare kamphandlinger uden politiske overvejelser, siger præsidenten på et møde med landets forsvarsminister mandag.

Sydkorea har ændret landets militære procedure, så lokale enheder kan besvare angreb med det samme uden at skulle vente på tilladelse fra Seoul.

Nordkorea har på det seneste spillet gevaldigt med de militære muskler på den koreanske halvø, hvor situationen er anspændt.

Og styret i Pyongyang har skærpet retorikken ved at sige, at Nordkorea er i en "krigstilstand" med Sydkorea.

- Fra nu af vil alle forhold mellem de to Koreaer bliver behandlet i henhold til krigsprotokollerne, lød det lørdag fra Nordkorea i en meddelelse til alle landets statslige organer og institutioner.

- Det mangeårige forhold med hverken krig eller fred er nu endelig overstået, tilføjede det nordkoreanske styre.

Nordkorea og Sydkorea er teknisk set stadig i krig med hinanden, da Koreakrigen sluttede med en våbenhvile i stedet for en fredsaftale i 1953.

Diktaturet i nord har nærmest på daglig basis truet med at angribe Sydkorea og USA, som siden begyndelsen af marts har foretaget militærøvelser i luftrummet over Sydkorea.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.