Sydkorea Forsker tiltalt for fusk med resultater

{ SEOUL: Den miskrediterede sydkoreanske forsker og kloningsekspert Hwang Woo-Suk blev fredag tiltalt for bedrageri og underslæb, fordi han forfalskede sine forskningsresultater, oplyser de sydkoreanske anklagemyndigheder. - Doktor Hwang er blevet tiltalt for bedrageri, underslæb og brud på bioetikken. Fem andre er også blevet tiltalt, sagde anklageren Lee In-Kyu på et pressemøde. Den 52-årige Hwang blev hyldet som en nationalhelt i Sydkorea, efter han i 2004 offentliggjorde forskning, der så ud til at have langtrækkende perspektiver for behandlingen af f.eks. kræft, diabetes og alzheimers. Resultaterne blev offentliggjort i det anerkendte amerikanske tidsskrift Science, men i december indrømmede Hwang, at han havde forfalsket data./ritzau/AFP