Fodbold

Sydkorea forvirrer svenske spioner med trøjeskift

Sydkoreas landstræner vurderer ikke, at svenskerne kan kende forskel på de asiatiske VM-spillere.

Sydkoreas stjernespiller Son Heung-Min (til venstre) træner med sine holdkammerater inden mandagens VM-kamp mod Sverige. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Sydkoreas stjernespiller Son Heung-Min (til venstre) træner med sine holdkammerater inden mandagens VM-kamp mod Sverige. Foto: Gabriel Bouys/Ritzau Scanpix

Svenskerne beskyldes for at spionere ved en af Sydkoreas lukkede træninger i Østrig i optakten til VM i Rusland.

Janne Andersson, Sveriges landstræner, bekræfter, at scouten Lasse Jacobsson overværede Sydkoreas træning, men det skete ved en fejl.

- Han hørte om en træning, men han forstod ikke, at det var en lukket træning. Han forstod det ikke og observerede fra distancen, siger Janne Andersson.

- Det er meget vigtigt, at vi udviser respekt over for alle vores modstandere under alle omstændigheder.

- Hvis nogen fortolker det anderledes, så beklager vi, siger landstræneren.

Hos Sydkorea vurderer man dog ikke, at svenskerne kan kende forskel på de asiatiske spillere alligevel.

Derfor har Shin Tae-Yong, Sydkoreas landstræner, helt bevidst skiftet rundt på spillernes trøjer i testkampene op til VM for at forvirre Sverige yderligere.

- Vi byttede rundt på dem, fordi vi ikke ville vise vores modstandere alt. Vi ville forsøge at forvirre dem.

- De kender måske nogle få af vores spillere, men det er meget svært for vesterlændinge at se forskel på asiater, og det var derfor, vi gjorde det, siger Shin Tae-Yong.

Så spionagen har ikke haft den store værdi, hvis det er tilfældet. Og den svenske spion er ikke noget, der bekymrer sydkoreanerne.

- Alle trænere føler nok, at deres modstandere udspionerer dem hele tiden.

- Det er helt naturligt, at vi forsøger at få så meget information som muligt om vores modstandere, siger Shin Tae-Yong.

Kampen mellem Sverige og Sydkorea spilles mandag klokken 14 dansk tid.

I gruppens første kamp vandt Mexico overraskende 1-0 over Tyskland søndag aften.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst