Udland

Sydkoreansk avis ramt af stort cyberangreb

Et voldsomt cyberangreb har ramt en sydkoreansk avis, en uge efter Nordkorea truede flere sydkoreanske medier.

Sydkoreansk avis ramt af stort cyberangreb

En konservativ sydkoreansk avis er mandag blevet offer for et større cyberangreb. Angrebet kommer mindre end en uge efter, at Nordkorea truede avisen og andre sydkoreanske medier på grund af deres artikler.

Politiet undersøger styret i Nordkoreas mulige medvirken i angrebet på avisen JoongAng Ilbo og søsteravisen Korea JoongAng Daily.

Den engelsksprogede Daily fortæller, at begge aviser har mistet deres databaser med artikler og billeder. Redigeringssystemet er også blevet ødelagt under cyberangrebet, der ramte lørdag aften.

Adgangen til hjemmesiden www.joongang.co.kr blev blokeret, og siden viste et billede af en hvid kat med påskriften "Hacket af IsOne"

Nordkoreas militær truede 4. juni med at angribe flere sydkoreanske medier herunder Joongang Ilbo for deres kritiske artikler om et børnearrangement i Nordkoreas hovedstad Pyongyang.

Militæret offentliggjorde i den forbindelse koordinater på nogle af mediernes kontorer og oplyste, at raketter var peget mod bygningerne.

Truslerne omfattede ikke cyberangreb, men Sydkorea siger, at nabolandet tidligere har udført flere af den slags angreb.

- Vi har aldrig set så kraftigt et angreb som dette før, siger lederen af det nationale politis cyberterrorafdeling, Jong Seok-Hwa.

- Vi vil finde ud af, hvor angrebet kommer fra og tage de nødvendige skridt, siger Jong Seok-Hwa.

De to aviser bruger nu en midlertidig server og forventer at være tilbage til normal drift igen så hurtigt som muligt ved hjælp af backup af data og installering af et nyt operativsystem.

Ifølge Sydkorea har Nordkorea et helt hold af dygtige hackere.

Sydkorea har tidligere anklaget nabolandet for at have udført cyberangreb på sydkoreanske regeringshjemmesider og finansielle institutioner i juli 2009 og marts 2011.

/ritzau/AFP