EMNER

Sydkoreas sejrende parti siger okay til Irak-styrke

Seoul, torsdag /ritzau/Reuters Uri-partiet, det sejrende parti ved torsdagens parlamentsvalg i Sydkorea, gjorde straks på valgnatten klart, at partiet ikke har nogen planer om at ændre Sydkoreas planer om at sende soldater til Irak. Sålænge de sydkoreanske styrker udelukkende rejser til Irak for at deltage i genopbygningsarbejdet, står planerne fast, understregede et ledende partimedlem. Uri-partiet stemte også i det gamle parlament for udsendelsen af 3000 sydkoreanske soldater til Irak. Men den seneste tids opblussen af kampe i Irak og bølge af kidnapninger i landet har fået mange i hovedstaden Seoul til at få kolde fødder. - Men vi har ingen grund til at ændre den politik, der går ud på at sende styrker til freds- og genopbygningsarbejde i Irak, erklærede Kim Geun-tae, Uri-partiets parlamentariske leder, torsdag aften. - Godkendelsen af udsendelsen skete på basis af den formodning, at styrkerne vil kunne hjælpe med opbygningen af fred og genopbygningen af landet, skyndte han sig at tilføje. - Vi må hele tiden være opmærksomme på, om situationen gør dette muligt. /ritzau/Reuters