Sydkoreas triumf sender chokbølger gennem dansk VM-lejr

De danske spillere er meget overraskede over den styrke, Sydkorea viste med sejren over Frankrig.

Danmark indledte VM med en let kamp mod Australien. Søndag venter en langt sværere opgave, når holdet står over for Sydkorea.

Danmark indledte VM med en let kamp mod Australien. Søndag venter en langt sværere opgave, når holdet står over for Sydkorea.

KUMAMOTO:Sydkorea blev op til VM vurderet som et godt stykke fra fordums styrke, men de danske håndboldkvinder skal være på tæerne i søndagens møde med de asiatiske mestre.

Det viste sydkoreanerne på VM's førstedag, da de tog fusen på Frankrigs regerende verdensmestre, vandt 29-27 og sendte en utvetydig advarsel til danskerne.

- Nu begynder VM for alvor. Jeg er meget overrasket over resultatet, siger Louise Burgaard.

Hun peger dog også på, at resultatet ikke nødvendigvis siger alverden om de to holds muligheder i det lange løb.

- Frankrig er typisk et hold, der bliver bedre i løbet af en turnering. Franskmændene ved, hvornår de skal være der, selv om de har lavet en bommert nu.

- Men kampen viste, at Sydkorea har en god styrke. Spillerne er meget hurtige, men har sammenlignet med andre asiatiske hold også en fin fysik. Jeg er sikker på, at det bliver en fed kamp. siger Burgaard.

Danmark har ikke mødt sydkoreanerne på A-niveau siden OL i London i 2012. Men på ungdomsplan har flere af spillerne stiftet bekendtskab med de letbenede asiater.

En af dem er Line Haugsted, der i 2014 var med ved U20-VM i Kroatien, hvor Sydkorea tog guld og Danmark bronze.

Fire af guldheltene er med i den sydkoreanske VM-trup i Japan.

- De var gode dengang og overraskede de fleste. De spiller jo lidt anderledes, end man er vant til. Kan vi vinde, ser det rigtig godt ud, siger Line Haugsted.

Landstræner Klavs Bruun Jørgensen mener, at sydkoreanerne er blevet undervurderet op til VM.

- Det er et bedre hold, end vi måske havde regnet med. De bulletiner, vi har fået, gik på, at holdet ikke er så godt, som Sydkorea var i gamle dage. Det er jeg ikke sikker på, at det ikke er, siger landstræneren.

Danmarks VM-møde med Sydkorea begynder 12.30 dansk tid.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.