Syg efter en smøg

Rygende patienter går hårde tider i møde på Sygehus Vendsyssel

Hospitaler 30. december 2004 05:00

HJØRRING:De nordjyske sygehuse skal fra 1. januar være helt røgfrie. Det betyder bl.a., at det bliver forbudt for patienterne at ryge, mens de er indlagt. Istedet vil de få tilbudt forskellige former for nikotin-erstatning - f.eks. tyggegummi eller plaster. Sygeplejerske på medicinsk afdeling i Hjørring, Mona Damsig, der selv er ex-ryger, erkender, at det ikke blive helt nemt at håndhæve forbuddet. - Når man får besked om en sygdom, så er det netop, at man som ryger har brug for at få en smøg, så det kan måske virke lidt ondt - på den anden side må vi som sygehus også gå foran og forsøge at blive røgfrie, siger Mona Damsig. Sygeplejersker og læger vildog kunne give dispensation til visse partienter, hvis det vurderes. at de absolut ikke kan undvære at ryge. Erik Olesen, Sindal, har været indlagt i ti dage, og skal have sine 15 daglige cigaretter. Han har det ikke godt med, at andre skal bestemme over hans rygevaner. - Man mister noget frihed, når man ikke selv kan bestemme. Og jeg tror, at mange af dem, der ikke får lov til at ryge , vil gøre det i smug - på toiletterne, siger Erik Olesen. For sygehusets 1400 medarbejdere bliver der ikke tale om store omvæltninger. I forvejen har sygehuset i to år haft en meget restriktiv rygepolitik. Seks afsidesliggende rygerum bliver dog nu skåret ned til fire. - Vi ville også gerne lave totalt rygeforbud for medarbejderne, men det er vist i strid med menneskerettighederne, siger sundhedskoordinator, Linda Johansen. NORDJYSKEforsøgte forgæves at få en kommentar fra en af sygehusets ca 200 rygende medarbejdere. - De er ikke stolte af at ryge, men der er vel heller ikke overvægtige eller alkoholikere, som er stolte af deres dårlige vaner, siger Linda Johansen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...