Syg mand dømt for at dræbe kone og tre børn

Den dømte har erkendt at have slået sin familie ihjel. Kone og tre børn blev stukket og skudt i Brønshøj

Ritzau
Et nævningeting ved Retten på Frederiksberg har torsdag udmålt landets strengeste straf, fængsel på livstid, i en sag om firedobbelt drab. Arkivfoto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix
Kriminalitet 31. maj 2018 12:07 - Opdateret 31. maj 2018 12:58

BRØNSHØJ: Den 39-årige Hedaiatullah Mahmoud får fængsel på livstid for at have dræbt sin kone og tre børn med adskillige knivstik, snit på kroppen og pistolskud i familiens lejlighed i Brønshøj i København.

Det har et enigt nævningeting torsdag afgjort ved Retten på Frederiksberg.

Manden har erkendt at have slået sin familie ihjel, og han har været igennem en mentalundersøgelse, som skulle klarlægge, om han var sindssyg, da han tog de fire liv den morgen i april sidste år.

Men manden var ifølge eksperterne i Retslægerådet ikke sindssyg, da han på få minutter skød og stak sin 36-årige kone ihjel og derefter dræbte parrets børn med knivstik og snit i hovedet og halsen.

Derimod er manden efterfølgende kommet i en tilstand, som kan sidestilles med sindssyge, lyder vurderingen fra Retslægerådet.

Derfor skal Hedaiatullah Mahmoud anbringes på en psykiatrisk afdeling på et hospital og blive rask, før han kan fuldbyrde sin livstidsstraf i fængslet.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...