Retspleje

Syg og lidende gris sendt til slagtning

Landmand fra Bindslev tiltalt for grov uansvarlig behandling af gris

BINDSLEV/HJØRRING:En 42-årig landmand fra Bindslev var i retten for at have sendt en syg og lidende gris til slagteriet i Sæby. I følge embedsdyrlægen burde den have været aflivet flere dage tidligere, idet den led af rektalprolaps, hvor tarmen er presset ud af endetarmsåbningen. Billeder i retten dokumenterede, at tarmen hang 20 centimeter udenfor og var stærkt betændt. - Det er meget smertefuldt for grisen, og den burde have været aflivet flere dage tidligere, fortalte embedsdyrlæge Bente Møller, der selv var til stede 13. juli sidste år, hvor grisen blev afleveret hos Danish Crown i Sæby. Blev alligevel slagtet Landmanden kunne imidlertidig dokumentere, at grisen, trods betændelse ,ildelugt og andre tydelige sygdomstegn, samt dyrlægernes skærpede kontrol og anmeldelse for misrøgt, var passeret gennem kontrollen og videre til slagtning. Landmanden havde nemlig efterfølgende fået afregning for den. - Det må være et kiks. Den egnede sig bestemt ikke til menneskeføde, sagde Bente Møller. Landmanden har tidligere afvist at betale en bøde på 10.000 kroner for overtrædelse af dyreværnsloven. Det var landmandens far, der passede grisene omkring afleveringstidspunktutet. Faderen forklarede at han havde set at grisen havde udfald, men at det slet ikke så så slemt ud inden den blev sendt afsted til slagteriet. - Den spiste og var godt tilpas, forklarede han. Landmanden mente, at grisens tilstand måske var blevet forværret under transporten, fordi de andre grise havde gnavet i den. Han erkendte, at der måske burde være grebet ind, men afviste, at der var tale om grov uansvarlig behandling. Anklageren fastholdte bødestørrelsen på 10.000 kroner. Dommen falder i næste uge.