Sygdom kostede dyrt for AaB

Heller ikke dommerne var venligt stemt overfor nordjyderne

Christoffer Sillén var - trods sygdom - kampens bedste spiller. Foto: Torben hansen

Christoffer Sillén var - trods sygdom - kampens bedste spiller. Foto: Torben hansen

BK AMAGER AaB basket 87-73 basketball, herrer, ligaen Af Søren Olsson soren.olsson@nordjyske.dk @Brød.9.u-indryk:AMAGER: Det var et hårdt ramt AaB Basket mandskab, der lørdag ankom til Amager til den vigtige kamp i mændenes Basketliga. Allerede inden afgangen måtte den stærke forward Birk Koldegaard give fortabt på grund af sygdom, og den tilbagevendte point guard Christoffer Sillén var også kraftigt præget af maveproblemer. - Flere af de andre spillere snakkede også om, at de følte sig syge, så vi gætter på, at de har fået noget dårligt at spise, siger holdleder Klaus Kristensen. Alligevel spillede Sillén en drømmekamp for AaB, der var med i kampen indtil fjerde periode. Svenskeren satte skud efter skud og endte med hele 29 point foruden to steals og syv assists i en kamp, hvor han måtte holde pause store dele af tredje periode på grund af krampe. I fjerde periode forsøgte han sig igen, men han måtte give op efter kun fire minutter på banen. Kræfterne rakte ikke til mere. - Selv speakeren hos hjemmeholdet måtte indrømme, at Sillén var helt outstanding, så det viser, hvor god han var, siger holdlederen, der desuden var utilfreds med dommerne i kampen. Ikke mere i tanken - Vi plejer ikke at være efter dommerne, men denne gang følte vi os lidt forbigåede. Der var mange underlige skridtkendelser og andre småting, så vi synes meget det blev op ad bakke. Jeg er faktisk meget imponeret af, at spillerne ikke pådrog sig nogen tekniske fejl for at råbe af dommeren, siger Klaus Kristensen. Hjemmeholdet lagde bedst fra land og førte med syv point efter først periode, og derfra fulgtes holdene pænt ad ind til sidste periode, hvor gæsterne løb tør for kræfter. - Igen på grund af dommerne kunne Marcus Watts kun spille ni minutter i alt, inden han fik sin femte fejl, og Orion Garo havde også fejlproblemer igennem hele kampen. Det betød, at vi måtte trække store veksler på Anthony Paez og Christian Thomsen samt Mikko Riipinen, og de kunne ikke mere til sidst, siger Klaus Kristensen. Nu gælder det om at komme op på hesten igen inden næste uges vigtige hjemmekamp mod Åbyhøj, og så venter en udekamp mod Team Sjælland. Sejre i de to kampe kan stadig bringe holdet godt frem i tabellen. [ Kampfakta: Periodecifre: 26-19, 20-19, 24-25, 17-10 Point for hjemmeholdet: Joe Smith 21 Point for AaB: Christoffer Sillén 29, Anthony Paez 22, Mads Larsen 10, Mikko Riipinen 5, Orion Garo 4, Marcus Watts 2, Christian Thomsen 1