Sygdom tvinger dansk cykelprof ud af klassisk brostensløb

Casper Pedersen har fået halsbetændelse og er blevet pillet ud af Sunwebs hold til E3 BinckBank Classic.

Casper Pedersen håber på at blive frisk til Gent-Wevelgem på søndag. (arkivfoto)

Casper Pedersen håber på at blive frisk til Gent-Wevelgem på søndag. (arkivfoto)

HARELBEKE:Endnu en af de professionelle danske cykelryttere er blevet sat tilbage af sygdom midt i højsæsonen for forårsklassikere.

Denne gang er det Sunweb-rytteren Casper Pedersen, der er ukampdygtig med halsbetændelse. Det kommer i første omgang til at koste ham deltagelsen i fredagens brostensløb E3 BinckBank Classic.

- Jeg er blevet tjekket hos lægen, og mine inflammationstal viser, at jeg ikke er helt rask endnu. Mit immunforsvar er stadig lidt presset.

- Derfor kører jeg ikke fredag. Men jeg håber at kunne køre Gent-Wevelgem på søndag. Det er det, der er planen nu, siger Casper Pedersen.

Sygdommen kommer temmelig ubelejligt for den tidligere U23-europamester, som i sin første sæson på World Touren er blevet en fast del af Sunwebs trup til de største forårsløb.

- Jeg har set utrolig meget frem til det her og har været en del af vores klassikertrup, som har arbejdet sammen siden vinter. Jeg har været fokuseret på, at formen skulle toppe første gang lige omkring nu.

- Det er virkelig dårlig timing, at jeg så tilrager mig en halsbetændelse. Det er jeg lidt nede over, siger Casper Pedersen.

Han er blot en af en lang række ryttere, der har været på langs i sæsonens første måneder - heriblandt danskerne Michael Valgren og Søren Kragh Andersen.

- Det har godt nok været udbredt i år. Da vi kørte Volta ao Algarve, var det nærmest hele feltet, der var syg undervejs eller bagefter. Det har jeg ikke oplevet før, siger Casper Pedersen.

Trods hans afbud bliver der stor dansk repræsentation i E3 BinckBank Classic. På den foreløbige startliste er der yderligere ni danske ryttere.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.