Sygdom udløste sundere livsstil

Kamp mod kilo giver bonus

AABYBRO:For knap halvandet år siden måtte den nu 69-årige Bodil Nielsen, Aabybro, indstille sig på, at hun var blevet medlem af den lidet ønskværdige skare på omkring 100.000 danskere med diabetes 2 - den såkaldte gammelmandssukkersyge. Hun hørte til dem, der ikke anede, at hun led af sygdommen, men insisterede på at blive undersøgt grundigt, fordi familiemedlemmer og bekendte var ramt. Og i behandlerkredse menes det, er der er mange andre som Bodil Nielsen. De har gammelmandssukkersygen uden at vide det. - Jeg reagerede med at tænke: Den klarer du, siger Bodil Nielsen og fortsætter: - Mange kalder det en sund sygdom, fordi vi skal leve, som alle bør, men det er en gammel løgn. Det er en sygdom, man skal have stor respekt for, fordi der kan komme følgesygdomme, siger hun. Bodil Nielsen allierede sig med en diætist fra SundBy Butikken i Aabybro - et sted, hun ikke kendte dengang. Dér fik hun råd og vejledning til sin nye livsstil, der ud over kosten er gået ud på at tabe overflødige kilo. - Ingen skal bilde mig ind, at det er let at tabe sig. Det er det ikke og det er kun én selv, der kan gøre det. Det er også vigtigt, at ens ægtefælle ved noget om sygdommen. Det bedste er, hvis de går med i SundBy Butikken, siger hun. Det er lykkedes Bodil Nielsen at tabe op imod 14 kg gennem kostomlægning, daglige gåture i rask tempo og sin vilje. - Lige nu kan jeg mærke, at min sjæl og mit legeme følges ad. Mit mål er et tabe endnu tre kg. Det er mit eget trappetrin. Men jeg sætter mig små delmål, fordi de er opnåelige, siger hun vel vidende, at madportionernes størrelse er hendes daglige udfordring. Derfor står der en lille vægt sammen med salt og peber på middagsbordet som en reminder. - Det er først, når jeg får maden i maven, jeg kommer til at tænke: Det skulle du ikke have spist, tilføjer hun.