Sygdommen får profil

NØRRESUNDBY:Der er ikke så mange, der har sygdommen, men de fleste danskere har hørt om muskelsvind. Og det er ikke mindst takket være de grønne koncerter. - Hvis man siger muskelsvind, så tænker de fleste på koncerterne - og så derefter på Evald Krogh, fortæller 20-årige Isak Houe kort efter, at han sammen med den jævnaldrende Sarah Glerup har budt velkommen til dette års udgave af Grøn Koncert. Begge er aktive i Muskelsvindfonden, og begge sidder i fondens repræsentantskab, hvor Isak Houe også er medlem af bestyrelsen. De er glade for, at Muskelsvindfonden får penge i kassen ved at afholde koncerter. På den måde står man ikke med hatten i hånden. - Det er noget for noget, som Sarah Glerup siger. Uden indtægterne fra koncerterne ville man i Muskelsvindfonden være slemt på den. Og pengene går til et godt formål. - Vi bruger dem til at støtte vores medlemmer, siger Isak Houe.