Udland

Sygdomsramt græsk finansminister trækker sig

Manden, der var udset til at rette op på græsk økonomi, har valgt at afstå fra jobbet som finansminister.

Sygdomsramt græsk finansminister trækker sig

Grækenlands premierminister, Antonis Samaras, må se sig om efter en ny finansminister.

Det står klart, efter Vassilis Rapanos, der var udset til at overtage posten, er blevet nødsaget til at trække sig på grund af sygdom. Det bekræfter premierministerens kontor i Athen.

65-årige Rapanos blev for tre dage siden akut indlagt, da han klagede over blandt andet kvalme, svimmelhed, og stærke smerter i maven. Det har senere vist sig, at der er tale om en kronisk sygdom, siger en talsmand.

Rapanos er bestyrelsesformand for Grækenlands største private bank, National Bank of Greece, og er tidligere økonomiprofessor og var økonomiminister tilbage i 2001, da Grækenland kom med i euroen.

Allerede søndag stod det klart, at han ikke ville deltage i EU's topmøde torsdag og fredag i denne uge på grund af den sygdom, som han er ramt af.

Rapanos var som nyudpeget finansminister udset som manden, der skulle få den kuldsejlede græske økonomi tilbage på sporet.

Men da han fik det dårligt for tre dage siden og måtte indlægges, nåede han aldrig formelt at blive indsat som ny finansminister - og nu har han altså valgt at afstå fra den vigtige post.

Den ny premierminister Samaras og hans konservative parti, Nyt Demokrati, vandt en kneben valgsejr for godt en uge siden, hvor venstrefløjspartiet Syriza kom ind på en andenplads på løfter om at rive de græske gældsaftaler og spareplaner i stykker.

Men også Samaras-regeringen vil have vidtrækkende ændringer i det spareprogram, det gældsplagede land har aftalt med de øvrige lande i eurozonen.

Blandt andet ønsker regeringen at kunne sænke momsen, yde mere hjælp til fattige og arbejdsløse samt et stop for yderligere fyringer i den offentlige sektor.

/ritzau/AFP