Syge forhold i psykiatrien

Sygefraværet hos de ansatte i psykiatrien i Frederikshavn Kommune er "tårnhøjt". Politikere forlanger nu en redegørelse

Socialforhold 17. december 2011 05:00

Der er syge forhold i psykiatrien i Frederikshavn Kommune. Som man kan læse et andet sted på disse sider, står en ansat nu frem og fortæller blandt andet om en usynlig ledelse, der overlader de ansatte til sig selv. De elendige forhold har fatale konsekvenser. Politikerne i kommunens socialudvalg har netop fået en orientering om, hvordan sygefraværet ser ud på det sociale område, og her skiller psykiatrien sig markant ud. Tårnhøjt sygefravær - Sygefraværet hos de ansatte i psykiatrien er tårnhøjt. Det er dybt alvorligt, og det er os politikere, der har ansvaret, siger Jørgen Tousgaard (S), som mener, at politikerne har haft kendskab til dårlige forhold i psykiatrien i årevis. - Vi har været politisk tonedøve, for vi har ikke gjort noget ved det. Men det gør vi nu. Jeg har bedt om en redegørelse, og politikerne i socialudvalget skal nu finde ud af, om psykiatrien skal have tilført flere penge, eller om vi skal have set på strukturen. Måske er begge dele lige nødvendige, siger Jørgen Tousgaard. Usynlig ledelse Socialudvalget skal med andre ord finde frem til årsagen på det høje sygefravær, og her skal der blandt andet ses nærmere på, om ledelsen er for usynlig i forhold til de ansatte. Selvmord og stemmer - De ansatte i psykiatrien har at gøre med mennesker, der blandt andet taler om selvmord, der hører stemmer og som er ensomme. Jobbet er meget krævende, og derfor er det særdeles nødvendigt, at der er en leder i nærheden, som de ansatte kan snakke med, siger Jørgen Tousgaard. Også formanden for socialudvalget, Peter Nielsen (K) står bag ønsket om en redegørelse. Forsigtige udtagelser Han er lidt mere forsigtig i sine udtagelser, fordi notatet om sygefravær i Frederikshavn Kommune indtil videre er et lukket dokument. Frederikshavn Kommune mener altså ikke, at offentligheden har krav på at se, hvor højt sygefraværet i psykiatrien er. - Men jeg vil gerne sige, at der er bestemte områder i kommunen, hvor sygefraværet er højt. Der er visse ansatte, som vi ikke har behandlet fair, og måske har vi politikere gennem flere år været lidt for ivrige efter at spare. Men nu ser jeg frem til en redegørelse på næste socialudvalgsmøde i januar, siger Peter Nielsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...