Syge ramt af kommuners lovbrud

KØBENHAVN:Langtidssyge bliver tabt på gulvet, fordi landets kommuner slet ikke er dygtige nok til at følge op på sagerne, skriver Nyhedsbrevet 3F. Dermed bliver flere tusinde hvert år tabt for et arbejdsmarked, der mangler ledige hænder. Som langtidssyg kan man kun få sygedagpenge i 52 uger, medmindre der er tale om helt særlige omstændigheder. - Socialrådgiverne har så meget at lave, at de simpelthen ikke kan nå at følge op på sagerne inden for den tidsramme, som loven kræver. Samtidig afgøres mange sager ud fra vurderinger fra hospitaler og speciallæger, og de vurderinger er ofte meget længe om at blive foretaget, siger Søren Andersen, regionsformand i Dansk Socialrådgiverforening.