Syge snydes for feriepenge

Overenskomster 14. maj 2012 06:00

SINDAL: Tidligere fængselsbetjent Hanne Birkbak fra Sindal kan blive omdrejningspunkt for en retssag mellem Offentligt Ansattes Organisationer og Finansministeriet. En dom fra EU i 2009 har nemlig slået fast, at tjenestemænd også har ret til at få feriepenge udbetalt, selv om de er blevet fyret på grund af sygdom. Tidligere var praksis, at de ansatte mistede den ret, hvis de blev fyret efter mere end seks måneders sygdom. Der gik dog over to år, fra dommen faldt, til Finansministeriet ændrede reglerne. Derfor er mange af de tjenestemænd, som blev fyret før 2009, ramt af en forældelsesfrist i ferieloven, som er på tre år. Det gælder eksempelvis Hanne Birkbak, som blev fyret i 2008. - Det kan simpelthen ikke passe. Især ikke når man først bliver gjort opmærksom på muligheden så lang tid efter dommen, siger Hanne Birkbak. Hendes sag er nu endt i Fængselsforbundet. Alene dette forbund har modtaget 88 sager med samme problemstilling. - Vi ved ikke, om der er flere, der har penge til gode. Men for den enkelte er det mange penge, der står på spil. Nogle af dem, der har fået deres feriepenge, har fået over 80.000 kroner udbetalt, siger Hanne Elbaum, sekretariatschef i Fængselsforbundet. Finansministeriets Moderniseringsstyrelse, der sidder som modpart i sagen, har ikke ønsket at give en kommentar. Side 20

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...