Sygefravær stiger med graden af overvægt

Sygdomme 13. september 2002 08:00

Overvægtiges antal sygedage stiger med graden af fedme. Det fremlagde en hollandsk forsker på førstedagen af en EU-konference om fedme arrangeret af Sundhedsstyrelsen. Sundhedsmyndighederne vil benytte det danske EU-formandskab til at bringe den europæiske fedme-epidemi frem i lyset, og onsdag og torsdag er embedsmænd, forskere og politikere samlet i København for at drøfte, hvordan Europa kan bremse og vende udviklingen, mens tid er. I Europa er 10 procent af befolkningen overvægtig, mens det i USA er 20-25 procent. Det europæiske kontinent bevæger sig imidlertid hastigt mod amerikanske tilstande. To-otte procent af det samlede sundhedsbudget i Europa bruges i dag på behandling af fedmerelaterede sygdomme, og ifølge Sundhedsstyrelsen stiger disse udgifter voldsomt i Danmark. Blandt de meget ubehagelige bivirkninger ved fedme kan nævnes nyresvigt og blindhed som følge af aldersdiabetes. Svær overvægt er således både en ulykke for den enkelte og et problem, der virkelig kan sætte sundhedsbudgetterne under pres, og ifølge medicinaldirektør Jens Kristian Gøtrik, Sundhedsstyrelsen, overstiger de direkte udgifter i forbindelse med følgesygdomme til fedme sundhedsudgifterne til rygerrelaterede sygdomme. Med svær overvægt følger ofte sygdomme som type 2 diabetes, hjertekarsygdomme og sygdomme i bevægeapparatet, ligesom fedme også disponerer for visse kræftformer. Alligevel blev det på konferencens førstedag betonet, at den sociale udstødelse måske er det mest smertefulde for den enkelte. Meget fede mennesker udstødes fra arbejdsmarkedet, de mange kilo får ægteskaber til at brase sammen, og det kæmpestore volumen disponerer i det hele taget for, at de sociale netværk bliver skrøbeligere. - Vi forsøger at løfte problemet frem til beskuelse og at flytte fokus fra behandling til forebyggelse, siger Jens Kristian Gøtrik. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...