Sygefraværet er lavest i Nordjylland

I gennemsnit har nordjyder én sygedag mindre end sjællændere

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Stig Christensen: - Mindskelse af sygefraværet kan ses på bundlinien.

Enhver ved, at jyden er stærk og sej - og nu viser det sig, at nordjyden er særligt sej. Vi har i hvert fald landets laveste sygefravær. Ifølge en undersøgelse, som Danica Pension har lavet på grundlag af tal fra Danmarks Statistik, har privatansatte nordjyder i gennemsnit 7,6 sygedage pr. år, oplyser Stig Christensen, nordjysk regionsdirektør i Danica Pension. De 7,6 dage er det laveste sygefravær i hele landet, hvor midtjyderne dog er næsten lige så lidt syge som nordjyderne, og sønderjyderne og fynboerne kommer ind på en tredjeplads. I hovedstadsregionen ligger sygefraværet på godt 8,4 dage i gennemsnit, mens beboerne i Region Sjælland topper med 8,6 sygedage årligt. Også blandt offentligt ansatte kan nordjyderne prale af at være blandt de mindst syge danskere. Nordjyderne har i gennemsnit lidt mere end 7,5 sygedage årligt, mens danskerne under et i gennemsnit har 8,0 sygedage om året. God forretning Samtidig viser en analyse fra Danica Pension, at det kan være en rigtig god forretning at forsøge at mindske sygefraværet yderligere. Hvis nordjyderne således havde blot én sygedag mindre årligt, ville de nordjyske virksomheder spare i omegnen af 230 millioner kroner til løn under sygdom. Samtidig ville én sygedag mindre svare til et øget beskæftigelsesomfang på 1200 fuldtidsansatte i det nordjyske. Omvendt kan man selvfølgelig også sige, at de nordjyske virksomheder i forvejen sparer 230 millioner kroner på, at medarbejderne er én dag mindre syge pr. år end deres kolleger på Sjælland. Sundhedspris I det hele taget tyder flere ting på, at nordjyske virksomheder værner om medarbejdernes sundhed, siger Stig Christensen: - Det understreges blandt andet af, at de seneste to års vindere af Danica Pensions sundhedspris netop har været virksomheder fra Nordjylland. - Men vores indtryk er også, at der generelt er flere virksomheder, der har fokus på sundhed. De interesserer sig mere og mere for medarbejdernes helbred, og samtidig forventer de ansatte også, at virksomheden skaber rammerne for deres fysiske trivsel, siger Stig Christensen Det er ikke tilfældigt, at Danica Pension har lavet undersøgelsen netop nu, idet man i disse dage lancerer et nyt produkt kaldet Danica Sundhedsfremmer. Lanceringen sker på baggrund af stor interesse for pensionsselskabets sundhedsforsikring, som en lang række firmaer har udstyret deres medarbejdere med. Den nye ordning med sundhedsfremme er et supplement, der via en abonnementsordning skal hjælpe virksomhederne med at sætte fokus på forebyggelse.