Hospitaler

Sygehus bevaret - men...

FARSØ:Til Nordjyllands regionsråd: For snart fire år siden kom Juhl-rapporten, der angav forslag til fremtidens danske sygehusvæsen ud fra saglige og faglige grunde. Lokalt set foreslog den at bevare og udbygge Farsø Sygehus! Og hvad er der så sket? Joh, regionsrådet besluttede ganske vist at bevare Farsø Sygehus og endda bygge lidt til, men nu sker der det, at man flytter de forskellige funktioner, bl.a. det medicinske, sådan i al stilhed for at undgå borgernes og mediernes interesse. Uden at sige det direkte er man ved at tage livet af et af Danmarks bedste sygehuse! Det er en katastrofe! Det er en lusket og uværdig handling af regionsrådet i Nordjylland og Sygehus Himmerlands øverste ledelse, der bare gør tiltroen til de omtalte politiske - og ledelsesmæssige organer endnu mindre! Man kan med en sådan handlemåde fra regionsrådets side kun komme til at tvivle på dets fremtidige berettigelse! Jeg er selv igennem godt 30 år løbende kommet på Farsø Sygehus som patient, og jeg kan kun give sygehuset og dets personale den allerbedste anbefaling og det sammen med en masse andre borgere. Kære Regionsråd: Vågn nu op og vær jeres ansvar bevidst og meld klart ud om, hvad der foregår, så vi alle kan forholde os til det, i stedet for den utroværdige behandling af Farsø Sygehus og de mange ansatte, som I lægger for dagen. Lad os fortsat have et helt og funktionsdygtigt sygehus i Farsø med de funktioner og arbejdspladser, der skal til for, at vi borgere i Vesthimmerland også i fremtiden kan føle os trygge!