Sygehus truer familie med polititilhold

Aalborg Sygehus vil ikke have mere at gøre med 19-årig pige, som de mener er færdigbehandlet. Grundet familiens hyppige henvendelser, truer regionen nu med polititilhold.

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

- Vi betragter patienten som færdigbehandlet, og så skal familien ikke blive ved med at ringe, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

En 19-årig pige fra Brønderslev er så syg, at hun i fem år hverken har kunnet passe skole eller fritidsaktiviteter. Læger på sygehusene i Aalborg og Århus og på Københavns Privathospital har undersøgt hende. Alle er enige om, at pigen har PCO-syndrom - en hormonforstyrrelse i æggestokkene, der behandles med hormonpiller. Men den 19-årige er også ekstremt træt og har høj puls og synsforstyrrelser - lidelser, der ikke alene kan forklares med hormonforstyrrelsen. Lægerne på Aalborg Sygehus mener ikke, de kan gøre mere for pigen, end der allerede er gjort. De andre gener er med cheflæge Tove Nilssons ord "noget, man bare ikke kan finde en forklaring på". Forældrene vil imidlertid ikke give op og kræver nye undersøgelser i jagten på en forklaring. Diskussionen mellem dem og regionen har udviklet sig til en usædvanlig strid, hvor forældrene beskyldes for at kontakte sygehuset så hyppigt, at regionen nu overvejer at bede om et polititilhold, så de med politiets mellemkomst forbydes at ringe. Omvendt vil forældrene bede Folketingets ombudsmand vurdere sagsforløbet. - Vi betragter patienten som færdigbehandlet, og så skal familien ikke blive ved med at ringe, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S), der har meddelt forældrene, at hvis henvendelserne fortsætter, vil hun iværksætte et polititilhold af hensyn til sygehusets ansatte. Det sker efter ønske fra sygehusets ledelse. Stop for henvendelser - Vore læger har udelukket alle tænkelige sygdomme, og vi kan ikke finde nogen somatisk forklaring på pigens symptomer. Derfor må vi sætte en stopper for de stadige henvendelser, siger cheflæge på Aalborg Sygehus Tove Nilsson. Pigens forældre er rystede over, hvad de opfatter som et forsøg på at afskære pigen fra yderligere hjælp. - Der må da være en forklaring på, at hun har det så dårligt. Med truslen om polititilhold vil man tvinge os til at se passivt til, mens vores datter sygner hen, lyder det fra de ulykkelige forældre, der af hensyn til datteren og en ældre søn ikke ønsker at få deres navn i avisen. Familiens navn er redaktionen bekendt. Usædvanligt skridt Lektor i offentlig ret, Sten Bønsing, Aalborg Universitet, betragter Region Nordjyllands trussel om polititilhold som et meget usædvanligt skridt. - Jeg har aldrig hørt om en lignende sag, og jeg tvivler stærkt på, at betingelserne for et polititilhold er opfyldt, siger han og peger på, at der hverken er tale om trusler, vold eller chikane over for sygehusets ansatte. - Naturligvis kan sygehuset bestemme, ad hvilke kanaler patienterne skal henvende sig. Men offentlige myndigheder skal have meget stor tålmodighed med borgere, som beder om hjælp, og derfor er det et drastisk skridt at true dem med et polititilhold, vurderer Sten Bønsing. Selv om pigen har været syg, siden hun var 14 år, var det først sidste år, at en gynækolog konstaterede, at pigen har PCO-syndrom - en hormonforstyrrelse i æggestokkene, der behandles med hormonpiller. Pigen blev henvist til Endokrinologisk afdeling på Aalborg Sygehus, der tager sig af sådanne lidelser. Ikke PCO alene Flere læger uden for Aalborg Sygehus mener, at PCO-syndromet ikke kan være den eneste forklaring på pigens dårlige fysiske tilstand, men PCO-syndromet er den eneste diagnose, Aalborg Sygehus holder sig til. Pigen er undersøgt af neurologer og øjenlæger og har på et tidspunkt været omkring Psykiatrisk Sygehus, hvor man udelukkede, at der lå en psykisk lidelse bag. Familiens praktiserende læge er bekymret for pigens tilstand og har flere gange sendt hende tilbage til Aalborg Sygehus, uden at det har ført til yderligere undersøgelser. Nu forsøger sygehuset så at få sagen afsluttet på den noget usædvanlige måde. Har ikke gjort alvor af trusler Regionsrådsformand Ulla Astman og cheflæge Tove Nilsson forsøger dog at nedtone talen om politianmeldelse ved at påpege, at man endnu ikke har gjort alvor af truslen. - Men det er næsten endnu værre, mener lektor Sten Bønsing, - Offentlige myndigheder må ikke bruge sådanne trusler over for borgerne, hvis man ikke for alvor har tænkt sig at føre dem igennem. Hvis man bringer en politianmeldelse på banen, skal det være, fordi man rent faktisk mener det og i øvrigt har undersøgt, om betingelserne er opfyldt. I modsat fald skal man ikke true borgerne med så drastiske skridt, fastslår Sten Bønsing. Undersøges i Odense Aalborg Sygehus har nu henvist pigen til Odense Universitetshospital, hvor eksperter vil vurdere hendes sag. - Vi vil bare have hjælp til vores datter, som bliver dårligere og dårligere, siger forældrene, der føler, at lægerne på Aalborg Sygehus har bidt sig fast i, at deres konklusion er rigtig og søger at forhindre en fordomsfri vurdering andre steder. Regionsrådsformand Ulla Astman siger, at hun godt forstår forældrenes bekymring for datteren, og hun erkender, at det er ubehageligt at bringe et polititilhold på banen. - Men vi kan bare ikke tilbyde hende yderligere hjælp, og så må jeg som arbejdsgiver beskytte mine ansatte, siger Ulla Astman.

Breaking
Ingen afsluttende prøver for 9. og 10. klasser: 15. april åbner institutioner og skoler for 1.-5. klasse
Luk