Hospitaler

Sygehusbyggeri spærrer en del af Højtoftevej

Tre dage med kraner og store betonelementer på nederste del af Højtoftevej.

Mandag, tirsdag og onsdag i næste uge vil Højtoftevej i Thisted blive spærret for gennemkørsel på strækningen mellem Malthe Bruuns Vej og Kastet. Det sker for at give plads til lastbiler med betonelementer til sygehusbyggeriet samt den store kran, der skal løfte elementerne på plads. Byggeriet af den nye fælles akutmodtagelse foran sygehuset er kommet så langt, at der nu skal monteres vægge i kælderetagen og dæk mellem kælder og stueetage. Det er Thisted-Fjerritslev Cementvarefabrik A/S, der leverer betonelementerne, som dermed ikke skal transporteres særlig langt. Afspærringen af den nederste del af Højtoftevej sker først og fremmest af sikkerhedshensyn. - Vi kan ikke have folk løbende rundt inde under kranen. Det er tyve tons tunge elementer, der flyttes rundt med, siger Jan Christensen, teknisk chef på Sygehus Thy-Mors. Den midlertidige afspærring af vejen sker efter aftale med Thisted Kommune og Thisted Politi. Det vil fortsat være muligt at køre ned til parkeringspladsen ved Fakta oppefra, og Jan Christensen har sikret sig, at Falck kan komme frem med ambulancerne. Omkørslen vil ske via Malthe Bruuns Vej og Refsvej. Sådan ser planerne ud lige nu, men et muligt stormvejr i begyndelsen af næste uge kan lave lidt om på tingene. Ellers er det også planen, at arbejdet skal fortsætte i de følgende uger, så der også i uge 49 og 50 vil være nogle dage, hvor Højtoftevej bliver afspærret for at lade lastbiler med betonelementer komme frem til byggepladsen.