Hospitaler

Sygehuse oprustes

Partikammeraterne Bjarne Laustsen og Flemming Møller Mortensen (S) gør i Nordjyske (4.12. og 5.12.), hvad de kan for at tale det offentlige sundhedsvæsen ned.

Det bliver tilsammen til en meget primitiv nedvurdering af de store anstrengelser, sundhedspersonalet yder i disse år - sideløbende med massive investeringer i sundhed og sygehuse, som Venstre og regeringen gennemfører. Fakta er jo, at vi – både i Nordjylland og på landsplan - netop i disse år retter op på de store forsømmelser fra gamle dage, hvor Socialdemokratiet sad på regeringsmagten og mennesker måtte vente i både måneder og år på selv banal behandling. Vi opruster simpelthen det offentlige sundhedsvæsen hver eneste dag: * Der er flere ansatte i det offentlige sundhedsvæsen nu end nogensinde før – 2000 flere læger og sygeplejersker end i 2001. * Der gennemføres hvert år 130.000 flere behandlinger end i 2001. * Vi bruger hvert år massivt ressourcer på det offentlige sundhedsvæsen – i 2008 18 milliarder mere end i 2001 og i 2009 yderligere 1,6 milliarder. * Sandsynligheden for at overleve kræft og hjertesygdomme er klart forbedret – og vi skærper netop i disse måneder kampen yderligere med pakkeforløb på både hjerte og kræftområdet. * Vi fordeler netop nu milliarder til historiske investeringer i nye sygehuse over hele landet. Både i Thisted, Hjørring og Aalborg - hvor der aldrig før har været ressourcer til ar arbejde med en samling. * Vi styrker kvaliteten i behandlingen med samlingen af specialister på nye akutsygehuse. * Vi investerer i ny teknologi, bedre arbejdsmiljø, mere uddannelse og efteruddannelse af medarbejdere. Det fremgår også af 2009-budgettet for Region Nordjylland, hvor driftsbudgettet øges med 200 millioner og antallet af fuldtidsstillinger øges med 328. I det hele taget fortjener medarbejderne i det offentlige sundhedsvæsen ros for deres vilje og engagement til at løfte sundhedsvæsnet og gøre behandlingen af patienter stadig bedre. Mange af de fremskridt, vi skaber i disse år – f.eks. på kræft og hjerteområdet og kortere ventelister – kunne ikke lade sig gøre, hvis medarbejderne ikke var med på at gøre en særlig indsats. De fortjener ingen dårlig omtale – selv om Socialdemokratiet er desperat for at fortælle dårlige historier om sundhedsvæsenet og regeringen.