Hospitaler

Sygehuset har sin egen kok

Sygehus Vendsyssels store køkken har leder, der er kok og pædagog

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Sygehus Vendsyssels køkken producerer hver dag mad til 1000 mennesker. Foto: Hans Ravn

VENDSYSSEL:Bruno Nielsen er kok og har nok ansvaret for maden til flere mennesker end de fleste kokke har. Hver dag skal han levere mad til alle måltider til 1000 mennesker. Han er ikke ansat på et ualmindeligt stort hotel, men derimod har derimod siden februar i år været køkkenleder på Sygehus Vendsyssel. Det er heller ikke maden, der spiller den største rolle på hans cv - derimod masser af personaleledelse og økonomi. Senest som afdelingsleder i arbejdsmarkedsforvaltningen i Rebild Kommune. - Da jeg så stillingen som leder af køkkenfunktionen her på sygehuset, vidste jeg bare med det samme, at det lige var mig, siger Bruno Nielsen. - Jeg er opvokset ved Skæve, så jeg behøvede ikke integration i forhold til sprog og kultur, da jeg begyndte her, griner han. Sammen med familien er han kommet meget på campingpladsen i Lønstrup, og flere kan måske nikke genkendende til sygehuskokken, for han spiller guitar og har spillet sammen med sin søn, Mads Winther, og svigerdatter, Christina Nørmark, på Den Blå Café i Lønstrup. En anden søn er med i gruppen Telli Bill, mens den ældste er uddannet kok med egen restaurant. For nylig fik Herlev Sygehus en pris, fordi køkkenet i samarbejde med en kok er begyndt at servere à la cart mad til patienterne. - Det har man faktisk gjort her på Sygehus Vendsyssel i masser af år. Vi kalder det noget andet, men patienterne kan hver dag vælge mellem to varme retter og en suppe, for det er meget vigtigt, at de kan vælge, siger Bruno Nielsen. Han har endnu ikke foretaget de store ændringer, men i uge 45 vil personalet begynde at mærke forandringer: - Vi prøver at følge Kræftens Bekæmpelses anbefalinger på sund mad. Derfor skal håndmadderne væk i kantinerne og erstattes med buffet. Desuden skal der ikke findes sodavand i kantinerne. Der skal være isvand i stedet, afslører Bruno Nielsen. Til gengæld forhandles der i øjeblikket kraftigt om, hvorvidt personalet kan få den ønskede fredagskage tilbage.