Graviditet

Sygehuset har været mit liv

Samfundet hyler på specialisering. Hvorfor i alverden så ødelægge der, hvor man allerede har specialiseret? I Terndrup sidder en mand, der på ingen måde har tænkt sig at tage ad notam, at Terndrup Sygehus skal lukkes, sådan som arbejdsgrupper bestående af bl.a. læger og sygeplejersker har foreslået regionsrådet. Velargumenteret og med fast stemmeføring og store knyttede næver langer han ud efter både beslutningstagere og lægestanden og beskylder begge parter for at forholde befolkningen viden om, at de store forandringer det nordjyske sygehusvæsen står over for ikke alene kommer til at koste menneskeliv men også livskvalitet. Aage Astrup hedder han. Han er tidligere overlæge og har, tør jeg uden overdrivelse fastslå, livslang erfaring både som overlæge men også som forkæmper for Terndrup Sygehus" bevarelse. Han er 93 år. Men mere kampdygtig end de fleste. Og ubemærket af de øretæver, han igennem tiden har indkasseret for sine holdninger. Det er ikke af lokalpatriotiske grunde eller fordi, at det er specielt Terndrup Sygehus, som han som overlæge bankede op til det, det blev, mens det stadig fungerede som egentlig sygehus, at han er ude med rivejernet. Og kalder det vanvid at foreslå lukning af Terndrup Sygehus. Det er derimod for befolkningens skyld, fastslår han, at han har indleveret indlæg til Nordjyske og engageret sig sammen med bl.a. lokalpolitikeren Bøgeholt-Laursen og inviteret politikere til rundvisning i et forsøg på - endnu en gang - at redde sygehuset. Eller behandlingsstedet, som han kalder det. For 10-15 år siden valgte Nordjyllands Amtsråd nemlig at lukke for almindelig sygehusbehandling på Terndrup Sygehus og i stedet bruge de ret nye og velindrettede bygninger til revaliditetsbehandling og efterbehandling af forskellige lidelser, specielt følgerne efter apopleksi og andre hjernelidelser, og i dag er Terndrup Sygehus det mest specialiserede men også velegnede behandlingssted for netop den patienttype, lader han forstå. - Forholdene dér er optimale. Personalet er i top, men det er omgivelserne også, og det er af altafgørende betydning for folk med hjerneskader, der er i genoptræning. For at komme til at fungere skal de kunne gå til købmanden. Og det kan de lære i Terndrup. Lige vest for sygehuset er en skov med små stier. - Dér lærer patienterne at gå. Og man skal forstå, at det er vigtigt for patienterne at komme ud og gå i en skov fremfor at være inde i en lukket institution. - Naturens gode indvirkning på folks helbredelse er vel også velkendt, tilføjer Aage Astrup tørt og påpeger, at på den anden side af vejen, ca. 50 meter borte, er der en dagligvarebutik, hvor man går ned med patienterne og lader dem købe varer ind til den mad, de selv skal være med til at tilberede i træningskøkkenet på sygehuset. - De lærer altså at prøve at klare sig selv. Det kunne de for så vidt også gøre andre steder. Problemet er bare, påpeger Aage Astrup, at man ikke har skov med gangstier og indkøbsmuligheder ganske tæt på i eksempel Farsø, hvor det har været på tale at flytte behandlingen hen. Og Hobro er for stejl til, at patienterne overhovedet kan gå der. Desuden, påpeger Aage Astrup, skal patientgruppen ikke ind på et akut sygehus med larmende ambulancer. - Den patientgruppe, vi taler om, har brug for fred. Ro. De forhold kan næsten ikke skabes andre steder. Jo, i Rebild - men i Terndrup har man jo altså allerede topfaciliteter og et superspecialiseret personale. Samfundet hyler på specialisering. Hvorfor i alverden så ødelægge der? Det er med 50 års erfaring inden for det danske sygehusvæsen, at han taler, gør han selv opmærksom på. Men hvorfor dog, i en alder af 93, 18 år efter at han stoppede sit virke i en alder af 75, bruge kræfter på Terndrup Sygehus. Aage Astrup har allerede sagt, at det er for patienternes skyld. Men han kan ganske enkelt heller ikke lade være. - Jeg har aldrig sluppet arbejdet mentalt. Når ambulancerne uden for piber, rykker det i mig for at komme ned på sygehuset. Jeg kan ikke slippe det, der har været mit liv, siden jeg begyndte på Bispebjerg Hospital i 1931. At han skulle blive læge, lå ellers slet ikke i kortene. Aage Astrup er ordblind og påstår, at han hverken kan læse eller skrive. Så dårlig er han da også, at det tog ham et par timer at tygge sig igennem forrige søndags Indsigts artikel om, at amtet er for lille til 11 sygehuse. Bred basisuddannelse Men det holdt ham ikke tilbage fra at læse artiklen. Lige som han blev læge på trods af at rektor på gymnasiet i sin tid frarådede hans far, at lade sønnen læse medicin. - Min far svarede: Drengen ønsker at prøve. Jeg betaler, så det bestemmer vi. Og ved at høre, huske og se, gennemførte jeg. Jeg læste ikke så meget men fulgte de gamle overlæger. Det lærte man af - og ved at arbejde i 30 timer. Have 18 timer fri og arbejde igen i 30 timer. I fem år. Jeg har også deltaget i en forfærdelig masse møder og kongresser, hvor der blev diskuteret. På den måde fulgte jeg med - og var mange gange i spidsen. Mit speciale er kirurgi og gynækologi men på grund af min måde at lære på, har jeg en meget bred basisuddannelse. Det havde læger nu generelt dengang. I dag er læger jo ikke læger med stort L. De er specialister - med skyklapper på. De kan ikke noget uden for specialet. Vil jo heller ikke bruge tiden på at lære det. De tror, at de arbejder hårdt og piver, men de er nogle tøsedrenge. Folk er sgu lost, når de kommer ind på et afsnit med noget, der ligger uden for specialet. Aage Astrup fortæller bl.a. historien om en højgravid, der kom ind på en meget specialiseret fødeafdeling. Men man vidste ingenting om blindtarmsbetændelse, som den højgravide reelt havde. Hun endte derfor med at få amputeret et ben. - Læger i dag er ikke læger. De er enten obstetrikere eller kirurger. De kan ikke komme ind til en patient og sige, at den mand har ikke bristet mavesæk men stivkrampe. Derfor måtte der fem mand til at erstatte mig, da jeg holdt på Terndrup Sygehus. En kirurg, eventuelt to. En gynækolog, en røntgenlæge, en narkoselæge og en intern mediciner. Det kom der nu ikke. I stedet lukkede sygehuset efter nogle år og ændrede det altså til det behandlingssted, det er i dag, men, og nu kommer i forlængelse af snakken om specialisering endnu en af Aage Astrups pointer: Det er for så vidt udmærket med centraliserede skadestuer - man må bare være klar over, at der så går nogle menneskeliv tabt. Fordi der bliver langt, for langt til skadestuerne, og fordi læger er så specialiserede, og dét forsømmer man at fortælle befolkningen. Men det kan ikke nytte, at man ikke vil fortælle, at der er en større og større risiko. At det er gået den vej lige siden Bertel Haarder ødelagde det danske sygehusvæsen ved at halvere antallet af medicinske studenter. Før den tid var der fri adgang, og socialdemokraterne gjorde intet for at ændre situationen, da de fik chancen. Selv om der blev råbt og skreget om den katastrofe, vi nu står i. Stoppede som 74-årig 30 år på Terndrup Sygehus fik Aage Astrup, inden han der måtte stoppe som 74-årig. Så han ved om nogen, at det langt fra er første gang, at sygehuset er ude i strid modvind. Faktisk var det allerede tilbage i 20 érne og 30 érne. Da ville man have det omdannet til tuberkulosehospital, men det blev afværget. På samme måde fik Aage Astrup en nedlæggelse afværget tilbage i 60 érne. - Jeg havde møde med amtsrådet og diskuterede lukning, da personalet pludselig måtte kalde på mig. Jeg reddede en menneskeliv midt i diskussionen. Så faldt amtspolitikerne ned og lod sygehuset fortsætte. Hvordan det går denne gang, ved han ikke. Men selv har han i hvert fald ikke opgivet kampen for sygehuset og kampen for at befolkningen får, som han siger, en reel oplysning om, hvad der foregår, selv om han også har mange andre interesser at beskæftige sig med. For eksempel skal han til kursus i geologi samme eftermiddag, som jeg er der. Antropologi og filosofi interesserer ham også. - Jeg savner åbne forelæsninger ved universitetet i Aalborg, så nu tager jeg fagene ved Folkeuniversitetet, lyder det fra den 93-årige, far til syv børn fra to ægteskaber, der også er i gang med slægtshistorie og kan se, at folk i familien generelt er blevet gamle. Det er nok en af forklaringerne på, at han er blevet 93 - og i øvrigt virker uanfægtet af alderen. Den anden og væsentligste forklaring, i hvert fald ifølge ham selv, er, at han altid har sørget for at holde sig i gang. - Som jeg hørte en engang sagde: Fordi man har et godt hjem, skal man ikke overrende det, ler han.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste