Sygehuset skal være en sund arbejdsplads

HOBRO:Et røgfrit sygehus, gymnastik i pauserne og sundere mad. Det er nogle af de tiltag, som sundhedskoordinator Hanne Bærnthsen har i sine fremtidsplaner for Hobro Sygehus. - Sygehuset skal være en sundere arbejdsplads, og det kommer til at involvere både personale, patienter og pårørende, fortæller den 48-årige kvinde, som af uddannelse er sygeplejerske, og arbejder på sygehusets intensivafdeling. Men ikke hele tiden. Hun er nemlig blevet frikøbt, i en aftale med Nordjyllands Amt, så hun nu én dag om ugen er sundhedskoordinator på sygehuset. Og som sådan har hun nu planer om en række sundheds-initiativer. - Vi skal jo vise, at vi mener det, siger Hanne Bærnthsen. Det første sundheds-tiltag på sygehuset kan opleves på fredag 10. oktober. Da er det Skolernes Motionsdag, som blandt andet Hjerteforeningen er medarrangør af. Men det bliver ikke kun skoleelever, som løber på denne dag. Også de ansatte på Hobro Sygehus vil lufte løbetøjet på fredag, hvor de sidst på eftermiddagen vil løbe enten fem eller otte kilometer i Østerskoven. - Løb er en god form for motion, når man er ansat på et sygehus. For det er noget man kan gøre på alle tider, uanset vagtplan, siger Hanne Bærnthsen, som også selv gerne tager en løbetur. Derudover går hun til line-dance og gymnastik, og så cykler hun til arbejde. - Så det er nok derfor at jeg blev valgt til jobbet som sundhedskoordinator, siger hun med et smil. Et andet plus på sundhedssiden hos Hanne Bærnthsen er at hun er ikke-ryger, og så har hun tidligere lavet et projekt om bedre ernæring på sygehuset. Og både ikke-rygningen samt den sundere mad står også på hendes fremtidige liste. - Amtet har besluttet, at sygehusene skal være røgfrie, og den beslutning fører vi ud i livet i en tre-trins raket, så både personale, pårørende og tilsidst patienter bliver røgfrie. Der vil blandt andet blive tilbudt hjælp til rygestop, fortæller Hanne Bærnthsen, og tilføjer, at målet er, at 1. januar 2005 er Hobro Sygehus røgfrit. Af øvrige tiltag skal nævnes pausegymnastik, sund ernæring samt mere fast motion, og målgruppen er ikke kun personalet, men også patienter og pårørende. Hjerteforeningen lancerede tidligere opfordringen til at tage trappen i stedet for elevatoren. I disse elektroniske tider lancerer Hanne Bærnthsen endnu en sundhedsrigtig opfordring: - Hellere gå med beskeden end sende en e-mail.