Sygehusets støtteforening med på messen

Brovst 3. september 2002 08:00

TREKRONER: Ved den kommende weekends messe i Trekroner landsbycenter kan man få lidt mere at vide om Støtteforeningen for Brovst Sygehus. Støtteforeningen oplever i øjeblikket stor tilgang af medlemmer i forbindelse med den truende lukning af kirurgisk afdeling. Støtteforeningen har på messen lagt brochurer om sit virke frem, og heri er indlagt en tilmeldingskupon. Støtteforeningen har for øjeblikket godt 1000 medlemmer. Den blev stiftet i januar 1995 med den opgave at følge udviklingen inden for sygehusvæsenet og være parat til at gå i aktion for at sikre Brovst Sygehus' fortsatte beståen. "Brovst Sygehus er en vigtig tryghedsfaktor for beboerne, ikke blot i Brovst Kommune, men også i nabokommunerne. Det er et godt sygehus, der har forstået at kombinere en hyggelig lokalatmosfære med høj effektivitet. Derfor skal Brovst Sygehus bevares - og det skal til enhver tid være i god, funktionsdygtig stand. Der har været tider, hvor det har været nødvendigt med særdeles kraftige politiske initiativer for at sikre Brovst Sygehus' eksistens, og de tider kan komme igen. Derfor skal der hele tiden være nogen, der er på vagt, når politikerne diskuterer sygehusstruktur", hedder det næsten profetisk i støtteforeningens brochure. I næste uge er støtteforeningen arrangør af et stort offentligt møde med amtspolitikerne om de aktuelle spareplaner, der omfatter lukning af kirurgisk afdeling på Brovst Sygehus.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...