Hospitaler

Sygehusets uundværlige hjælpere

Pigerne sorterer og placerer posten på rette hylder på Hjørring Sygehus. Nogle har gjort det i årtier.

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Kirsten Jensen og Karin Andreasen lægger rutinevant posten på rette hylder. FOTO: HANS RAVN

HJØRRING: I de lange hvide gange under Hjørring Sygehus skubber Kirsten Jensen, 45 år, vognen med journaler og dagens post foran sig. 14 - 18 kilometer om dagen går hun op og ned ad trapper, forbi nyfødte babyer på fødeafdelingen, til øjenafdelingen og over i kapellet med dødsattester. Omkring 90 afleveringssteder er der på ruten. Den sidder i benene, for hun går den mange gange dagen igennem. Hver anden uge bytter hun rute med en af de andre piccoliner på Hjørring Sygehus, så hun ser noget nyt på turen. Den slutter i Piccolinetjensten, hvor duften af nylavet kaffe fylder næsen og lokker pigerne til en lille pause. Sindrige systemer Der er fire fastansatte og en i jobprøvning i tjenesten. Lige nu er det 44-årige Benthe Dam. Hun kan tale med om, at det ikke altid er lige let at hitte rede i de sindrige systemer, posten sorteres efter. Den lægges på hylder, der er markeret med navne som PÆ, OKO, 109 og AKS. - Ultralyd, er det i røngten? Spørger Benthe Dam og undskylder sig med, at hun kun har arbejdet som piccoline et par dage om ugen siden september. Men de andre piger har arbejdet der i årtier og hjælper gerne med at få posten placeret på rette hylder, før den fordeles i deres vogne. - Vi er ved at være nogle gamle piger. Det er nok ikke lige det, man forventer af piccoliner - at vi er sådan nogle gamle nogen, griner Kirsten Jensen. Men selvom hun begyndte som afløser på sygehuset for 26 år siden, er hun ikke den eneste, der har mange års erfaring i tjenesten. Karin Andreasen, 57 år, har været ansat på Hjørring Sygehus i 36 år og 47-årige Lene Søttrup begyndte som 16-årig. Tove Winther, 58 år, er ny i selskabet med bare fem år i tjenesten. De har dog ikke alle været ansat i piccolinetjensten gennem alle årene. Kirsten Jensen skiftede journalerne ud med løft af patienter og flytning af senge et par år, da hun tog uddannelsen som portør. Selvom hun var glad for arbejdet og kontakten til patienterne, vendte hun i 1994 tilbage til piccolinetjenesten på grund af omstruktureringer. Pulle var den første Karin Andrasen, eller "Pulle", som de andre kalder hende, af en grund som heller ikke Karin Andreasen helt kan huske, gik for fire år siden på flextid efter 32 års ansættelse. Hun var helt ung, da hun blev ansat i modtagelsen på sygehuset. Her blev hun i 14 år. Da piccolinetjenesten blev oprettet, var hun den første, der blev ansat, og på sin tur rundt i huset hilser hun smilende på velkendte ansigter. En oversygeplejerske på en af afdelingerne får et nik med på vejen. - Jeg kan huske dengang, man bar patienterne op og ned af trapperne, fortæller Karin Andreasen, der har oplevet, hvordan sygehuset har skiftet ansigt gennem tilbygning og ombygning gennem tiden. Dengang var der ikke helt så skarpe faggrænser, og piccolinerne hjalp mere til i det daglige arbejde med patienterne. Der er stadig kolleger på sygehuset, der har været ansat lige så længe som hun, selvom mange er faldet fra. Gennem årene har hun dog lært mange nye ansigter at kende. - Jeg skal lige have en lille sludder, når jeg går rundt, så min tur kan godt tage lidt længere tid, griner hun. Desværre kan hendes ryg kunne ikke holde til de mange kilometer og tunge stakke af journaler og post, der skal bæres rundt til afdelingerne. Derfor begyndte hun for fire år siden på flextid og går nu hjem til middag. Ordningen er god for Karin Andreasen, der ikke kan forestille sig, at skulle gå hjemme hele dagen. Men det huer hende ikke, at hun ikke altid kan følge med i, hvad de andre snakker om og får vendt om eftermiddagen, siger hun med et smil. Selvom nogle af de pigerne rundt om kaffebordet kender hinanden godt, er de ikke blevet trætte af hinandens selskab. De kender efterhånden hinandens små særheder. - Har man en træls dag, siger man det, og så ved de andre, hvorfor man sidder og hænger med næbbet, mener Karin Andreasen. Kommer når de kalder Piccolinerne HJsørger selv for at planlægge ferie og fridage. Der findes ikke vikarer i tjenesten, så de, der er tilbage, må tage en ekstra tørn, når der bliver holdt ferie. Derfor er de også ekstra følsomme over for sygdom. Det er da heller ikke noget, de kender meget til i piccolinetjenesten, som i øvrigt er under portørernes overenskomst. - De sidder hårdt i det, hvis jeg er væk, forklarer Kirsten, der har en længere runde end de, der er på flextid. - Men hele huset er glade for os. Det har vi hørt, siger Pulle, og de andre smiler bekræftende. Personalet på sygehuset er også forvænte med at kunne kalde piccolinerne når som helst på dagen, og bede dem hente hastesager i arkivet eller på andre afdelinger. Når kaldeapperatet i kittellommen bibber, må de smide, hvad de har hænderne, for nogle gange skal det gå stærkt. Men det gør ikke noget. De bliver behandlet godt, og alle i huset ved, hvem de er. Deres arbejde bliver da også påskønnet med en årlig julekurv fra personaleafdelingen, hvilket der bliver sat stor pris på blandt pigerne. - Vi har da haft et sjovt job og været i berøring med mange forskellige mennesker, siger Karin Andrasen, som forklaring på at mange at flere af piccolinerne har valgt at blive i tjenesten i så mange år.