EMNER

Sygehuskrig brød ud igen

Hobro får sit modtageafsnit trods strid

Sygehuset i Hobro får modtageafsnit til 20 millioner kroner.Arkivfoto: Grete Dahl

Sygehuset i Hobro får modtageafsnit til 20 millioner kroner.Arkivfoto: Grete Dahl

NORDJYLLAND:Endnu et slag i den næsten uendelige himmerlandske sygehuskrig mellem Farsø og Hobro blev udkæmpet, da regionsrådet tirsdag skulle tage stilling til anlægsbudgettet for i år. Godt halvanden times slag- og meningsudveksling flyttede ikke fronten. Sygehus Himmerland i Hobro får allerede i år et såkaldt modtageafsnit til en pris af 20 millioner kroner, selv om alle fire konservative, begge Dansk Folkepartis tilstedeværende repræsentanter og det halve af SF's fire medlemmer foreslog at stryge udgiften af budgettet. Et enigt Socialdemokrati, alle Venstre-folk undtaget Ole B. Sørensen samt de to andre SF'ere sikrede et solidt flertal. Politikerne var enige om at skære 81 millioner kroner af årets anlægsbudget. Det sker blandt andet ved at skubbe en del udgifter kvarte, halve eller hele år. En politisk øvelse, som skete i enighed, fordi økonomien er stram. Men denne besparelse udløste forslaget fra en række medlemmer i rådets forretningsudvalg om at spare yderligere 20 millioner kroner ved at droppe GMA'en, som det nye afsnit i Hobro hedder. Det fik forslagsstillerne ikke megen ros for fra socialdemokraterne: - Nu er det besluttet, så lad os få det i gang. Personalet kan ikke holde til den uro, lød det fra Vagn Olesen. Allan Busk, der er fagforeningsformand, mindede om, at uro og usikkerhed let udløser problemer med arbejdsmiljøet. - Det er forstemmende, at den himmerlandske sygehuskrig igen er brudt ud, sagde Henrik Ringbæk Madsen. Partiets gruppeformand Mogens Nørgaard havde regnet sig frem til, at en forsinkelse af det nye afsnit vil koste 7,5 millioner kroner i ekstra udgifter, når byggeriet ikke kan finde sted i den stille sommerferieperiode. - Hold ferie Poul Erik Andreasen foreslog De Konservative at gøre ligesom partiformanden: Holde ferie. Han mente, at den fordeling af opgaverne mellem Farsø og Hobro, der efter årelang diskussion faldt på plads i fjor er vældig salomonisk: - Det endte nemlig med det, jeg har prædiket hele tiden. Den konservative Per Larsen tvivlede på, at man ville få maksimalt udbytte af investeringen på de 20 millioner kroner, for når det nye sygehus i Aalborg står klar om en halv snes år, skal de medicinske patienter dertil i stedet. Partifællen Kirsten Moesgaard pegede på, at GMA'en var et fordyrende led. Hun mente også, at problemer med at skaffe overlæger til Hobro gjorde det ekstra problematisk: - Det er direkte uforsvarligt at bruge 20 millioner kroner på noget, man med stor sandsynlighed ikke kan bemande. De to nyvalgte SF'ere, Lene Linnemann og Mogens Ove Madsen, ville også droppe det nye afsnit. Partiets gruppe foreslog i fællesskab en analyse, der skulle se på afsnittets betydning for funktionerne på sygehusene i Hobro og Farsø: Og dét forslag kunne partiets fire medlemmer enes om, men vedtaget blev det ikke. Venstres veteran Svend Heiselberg mindedes 18. november, dagen efter valget til regionsrådet: - Den dag kunne vi ikke komme op på regionsrådsformands Ulla Astmans kontor for konservative, SF og Dansk Folkeparti. Men allerede nu lader de altså hånt om samarbejdet - det er beskæmmende, at vi fortsat skal diskutere sygehusene i Himmerland.