Dronninglund

Sygehuslukning: Baglandet ikke spurgt

Lokale regionsrådsmedlemmer stemmer imod forslaget om lukning to nordjyske sygehuse

Arkivfoto:  Bent Jakobsen

Arkivfoto: Bent Jakobsen

DRONNINGLUND:Baglandet er ikke spurgt i beslutningen omkring det forlig, fem partier i regionsrådet har indgået, om lukning af to sygehuse - Dronninglund og Nykøbing Mors. Det kom klart til udtryk på et hasteindkaldt møde fredag aften på pladsen ved SuperBrugsen i Dronninglund. Det var Støtteforeningen for Dronninglund Sygehus, der havde arrangeret mødet med en række politikere.

- Jeg er ikke blevet ringet op, slog Poul Erik Andreasen (S) fast, og var jeg blevet spurgt, var svaret et nej.

Ligeledes kunne Asta Skaksen (V) fortælle, at hun ikke er en del af forliget.

Begge blev stillet det direkte spørgsmål om, hvad de vil stemme, når spørgsmålet skal til afstemning i regionsrådet 23. november. Og begge erklærede de, at de ikke vil stemme for.

Asta Skaksen mener, at det er uheldigt for demokratiet, at de fem formænd for forligspartierne ikke har spurgt deres partikollegaer.

Martin Bech (V) sagde, at det, der nu optager ham mest, er at holde fokus på, at neurorehabiliteringsopgaven skal bevares i Brønderslev Kommune.

Lene Linnemann (SF), der ikke er med i forliget, erklærede, at hun vil arbejde på at forhindre lukningen i Dronninglund. Hun mener, at Hobro Sygehus bør lukkes, hvilket vil batte mere på økonomien og gøre mindre ondt.

Viceborgmesteren i Brønderslev, Karsten Frederiksen (K), kaldte det utroværdigt, når regionsrådsformand Ulla Astman (S) for kort tid siden har lovet, at der skulle bygges nyt sygehus i Brønderslev.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.