Sygehuslukning skaber søvnløshed

72-årige Edel Thorsen frygter for sin mands liv

Hospitaler 3. september 2002 08:00

SKAGEN: På Doggerbanke i Skagen følger et ægtepar med stor bekymring den igangværende debat om en eventuel lukning af Skagen Sygehus. Det samme gør deres tre børn og deres seks børnebørn. Manden, 76-årige Sigfred Thorsen, har i flere år har haft problemer med dårlig hjerte. Han har pacemaker, og når der er ekstra problemer, er det vigtigt, at der er hurtig hjælp at hente på et lokalt sygehus. - Hvis sygehuset i Skagen lukker, bliver det hans død. Han kan ikke klare turen til Frederikshavn. Han har svært nok ved at klare turen til sygehuset i Skagen, konstaterer hans hustru, Edel Thorsen, der næsten ikke har sovet siden, det gik op for hende, at amtsrådet har planer om at lukke Skagen Sygehus. - Min mands problemer opstår næsten altid om natten, og bare i år har jeg tre gange været nødt til at slå 112 midt om natten. Vi er taknemmelig for den hurtige hjælp, som vi altid tidligere har fået. Ambulancen har altid været der efter få minutters forløb, og hvis de på Skagen Sygehus har sagt, at han skulle videre til sygehuset i Frederikshavn, er der altid fulgt en læge med i ambulancen. Hvis vi ikke havde haft det lokale sygehus, ville han ikke være i live i dag. - Nu ved vi ikke, hvad vi skal tro. Når vi går i seng og siger godnat til hinanden, har det pludselig fået en helt speciel betydning, for vi ved ikke, hvad der sker denne nat. Jeg tør næsten ikke sove, og skrækken sidder også i ham. Jeg kan pludselig opdage, at han midt om natten sidder på sengekanten og ikke kan få luft, og jeg ved ikke, om jeg skal slå 112, eller hvad jeg skal gøre. Hvordan bliver det så ikke i fremtiden bare ved tanken om, at det nærmeste sygehus måske kommer til at ligge over 40 kilometer væk, siger Edel Thorsen. Hun kommer selv som medlem af giftforeningen en gang om ugen i varmtvandsbassinet oppe ved sygehuset, og hun frygter nu, at også det skal lukke sammen med sygehuset. - Min mand går til konsultation i Skagen hos diætist Birthe Grønfeldt en gang om måneden. Det bliver vel også flyttet til Frederikshavn, hvis sygehuset lukker, og sådan er der så mange ting, som jeg slet ikke tror, at de har taget højde for inde ved amtet, siger Edel Thorsen, der håber, at amtsrådsmedlemmerne besinder sig og i sidste ende vælger at lade Skagen Sygehus leve. - Vi skal have guldbryllup i november, og vi har da også bestilt plads til en fest, men det er sket med forbehold for, at vi nu også vil kunne klare det. Vi ville da gerne have denne begivenhed med, men med snakken om at lukke sygehuset i Skagen, ved vi ikke rigtigt, hvad vi skal tro, siger Edel Thorsen.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...