Sygehusplaner i Thisted sat på pause

Planer om ændring af intensivafdeling på sygehuset i Thisted er foreløbig stillet i bero

Et forslag om at flytte intensivsenge til Hjørring har sat sindene i kog i Thy og på Mors. Forslaget er foreløbig stillet i bero. Arkivfoto: Peter Mørk

Et forslag om at flytte intensivsenge til Hjørring har sat sindene i kog i Thy og på Mors. Forslaget er foreløbig stillet i bero. Arkivfoto: Peter Mørk

NORDJYLLAND:Foreløbig er planerne om en ændring af intensivafsnittet på sygehuset i Thisted stillet i bero. Sygehusledelsen vil fortsat se på mulighederne for ændringer, men skal det ske, så bliver det en politisk sag, hvor regionspolitikerne skal ind over en beslutning.

I december kom ledelsen for Regionshospital Nordjylland, som sygehuset i Thisted hører under, med forslag om at flytte to ud af tre intensivsenge fra Thisted til Hjørring.

I stedet var det planen at etablere et nyt observationsafsnit, der kunne aflaste de medicinske sengeafsnit med de mest syge patienter.

Lægemanglen

I Thy og på Mors har der det seneste par år været stor bekymring for fremtiden for sygehuset i Thisted, efter at den akutte kirurgiske afdeling på grund af lægemanglen blev lukket. Det skete for knap to år siden. Det blev dengang betegnet som en midlertidig løsning, men i dag erkender de fleste regionspolitikere, at det nok har lange udsigter med at få den akutte kirurgi igen.

- Men jeg synes ikke, at man kan udlægge det sådan, at intensivafdelingen i Thisted var ved at blive nedlagt. Der var planer om organisatorisk at lægge intensiv- og anæstesiafdelingen i Thisted sammen med afdelingerne i Hjørring. Den sammenlægning er nu stillet i bero, men der vil hen over foråret foregå en faglig proces, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

- Vi kan se, at der andre steder i landet sker ændringer, så der kommer flere observationssenge. Det kan være til nogle medicinske patienter, der kræver ekstra observation. Men i Thisted sker der ikke nogen ændring nu. Jeg håber, at vi kan give ro til den faglige drøftelse af, hvad der er behov for. Er der senere behov for at lave noget om, så skal det behandles politisk, siger Ulla Astman.

Støtteforeningen for sygehuset i Thisted har reageret kraftigt på planerne om ændringer.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.