Hospitaler

Sygehusudbygning bekymrer borgere

Byrådskandidat foreslår, at Aalborg Kommune går ind i planer for gamle bygninger

Sygehus nord vil givet i løbet af nogle år forsvinde som sygehus. Bygningerne mener Kenneth Kuur Sørensen (S) kan bruges til boliger, forretninger og caféer. Foto: Hans Ravn

Sygehus nord vil givet i løbet af nogle år forsvinde som sygehus. Bygningerne mener Kenneth Kuur Sørensen (S) kan bruges til boliger, forretninger og caféer. Foto: Hans Ravn

NORDJYLLAND:Trafikforholdene er dårlige omkring de to eksisterende sygehuse i Aalborg, og det kan blive endnu værre, hvis sygehusfunktionerne fra de to sygehuse bliver samlet ved en udbygning af Sygehus Syd. Det er et af de problemer, der bekymrer borgerne omkring Sygehus Syd. Emnet bliver taget op, når der i aften i Aalborg Kongres- og Kulturcenter bliver holdt borgermøde om sygehusstrukturen i Nordjylland. Det er et ekspertudvalg nedsat af regeringen, der foreslår en udbygning ved Sygehus Syd. I det nordjyske regionsråd mener man dog fortsat, at den fremtidssikrede løsning er at bygge et helt nyt sygehus i Aalborg Øst. Investering i bygningerne Regionspolitikerne vil kæmpe for et nyt sygehus, og måske kan man få hjælp af Aalborg Kommune. Den socialdemokratiske kandidat til byrådet, Kenneth Kuur Sørensen, mener, at Aalborg Kommune bør går ind og erklære sig parat til at investere i de nuværende sygehusbygninger i Aalborg. Han forestiller sig, at der ved Sygehus Nord kan laves almene boliger og ejerboliger samt, at der i stueetagen kan laves forretninger og café. En del af bygningerne ved Sygehus Syd mener Kenneth Kuur Sørensen er velegnede til at huse kommunal administration. - Det er en stor opgave, og kommunen kan ikke løfte den alene. Det skal være sammen med private investorer. Sådanne løsninger har vi tidligere set på Eternitgrunden, ved havnefronten og ved slagterigrunden i Nørresundby, siger Kenneth Kuur Sørensen. Skal lokkes ud af busken Han mener, at et engagement fra Aalborg Kommune kan påvirke regeringen, så den vælger at gå ind for opførelse af et helt nyt sygehus. - Det er vigtigt, at vi prøver at lokke regeringen ud af busken. For Aalborg Kommune er det afgørende at få et nyt sygehus, og et så stort byggeri - til seks-syv milliarder kroner - vil i 10-20 år skabe et stort antal arbejdspladser i Aalborg, siger Kenneth Kuur Sørensen. Han mener, at et kommunalt engagement kan bidrage til en udvikling af området omkring det nuværende Sygehus Nord. Det er hans tanke, at Reberbansgade, der går forbi sygehuset, kan blive en del af gågadesystemet. Her vil en gangbro over Vesterbro kunne forbinde de to gågadesystemer.