Sygemeldte og ledige får arbejde

Migatronic åbner nyt praktikværksted for borgere, som ikke kan komme i ordinært arbejde

Uddannelse 3. september 2002 08:00

FJERRITSLEV: Et meningsfyldt arbejde at stå op til. Og på længere sigt et regulært job. Det skulle ti ansatte i Migatronics specialafdeling gerne få ud af opholdet på deres nye praktikplads. Værkstedet med de ti praktikarbejdspladser på svejsemaskinefabrikken er resultatet af et samarbejde mellem Fjerritslev Kommune og Migatronic. Kommunen betaler 500.000 kroner om året til husleje, udstyr og løn til den daglige leder. Til gengæld stiller Migatronic værksted, medarbejdere, miljø og meningsfyldt arbejde til rådighed for de ti praktikanter. Værkstedet henvender sig til borgere på sygedagpenge eller kontanthjælp, som har svært ved at få et ordinært job. Og det er kommunens sagsbehandlere, der i samarbejde med den daglige leder bestemmer, hvem der kan blive ansat. Praktikanterne bliver ansat for tre måneder af gangen, og målet er, at cirka 30 procent af praktikanterne skal fortsætte i et ordinært arbejde eller i jobs på særlige vilkår, når praktiktiden er slut, oplyser souschef i socialforvaltningen Henrik Kjeldgård. - Det er vigtigt at understrege, at det ikke er et permanent tilbud. Der skal ske en udvikling og en afklaring af den enkeltes situation. Fordelen ved samarbejdet med Migatronic er, at det minder mere om virkeligheden og hverdagen på en almindelig arbejdsplads end en produktionsskole. De bliver en del af en stor virksomhed, hvor de lærer at omgåes kolleger, og ser hvordan hverdagen fungerer. Samtidig får de reelle arbejdsopgaver. Der er dog ingen risiko for, at praktikanterne tager arbejde fra de øvrige ansatte, mener Henrik Kjeldgård, idet de udelukkende beskæftiger sig med opgaver, som ellers ikke bliver løst i det daglige på fabrikken. Og han bakkes op af tillidsmand Bo Larsen, som garanterer et ramaskrig uden lige, hvis det bliver tilfældet. De ansatte på specialværkstedet skal blandt andet tage sig af sortering og separering af elektronikudstyr, så det kan genanvendes eller skrottes miljørigtigt. For Migatronic handler det hverken om at tjene eller tabe penge på værkstedet. - Vi er bevidste om vort sociale ansvar, og føler, at vi har en særlig forpligtelse over for lokalsamfundet. Hvis vi kan hjælpe nogen tilbage til arbejdsmarkedet, er vi samtidig med til at rekruttere arbejdskraft til Migatronic og andre virksomheder i området, forklarer administrerende direktør Peter Roed. Fjerritslev Kommune håber på sigt, at kunne spare penge på ordningen. Hver sygedagpenge- og kontanthjælpsmodtager koster kommunen omkring 80.000 kroner om året, så hvis 30 procent af praktikanterne på værkstedet kommer i arbejde efter tre måneder, er der mange penge at hente.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...