Sygeplejersker og pædagoger er de nye helte i Danmark

De offentligt ansatte har al opmærksomheden hos politikerne på Christiansborg

Ældreforhold 1. juni 2007 06:00

KØBENHAVN: Sygeplejersker, plejehjemsansatte og pædagoger bør glæde sig til næste års finanslov. Mens børnefamilier og ældre tidligere har været de primære målgrupper, når politikerne har delt gaver ud, så ser der ud til at være sket et tydeligt skifte. I gårsdagens mange, mange timer lange afslutningsdebat i Folketinget blev de ansatte på sygehuse, plejehjem, børnehaver og skoler igen og igen fremhævet som dem, der fortjener håndsrækning fra Christiansborgs side. - Det er jo alle dem, der er de sande VIP’er. Det er dem, der er velfærdssamfundet, sagde den radikale leder, Marianne Jelved. Pia Kjærsgaard (DF) var rørende enig. - Hvordan belønner samfundet den medarbejder, der nat efter nat er alene med ansvaret for alt for mange svagelige beboere? Med en startløn på 18.000 kroner - og med et mærkat, hvor der står ”lavstatus”, sagde Pia Kjærsgaard med forargelse i stemmen. Kamp på besøg Statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) begyndte godt nok dagen internationalt med at fortælle om et besøg på en skole i Afghanistan, men debatten kom hurtigt til at handle om institutioner under mere hjemlige himmelstrøg. Den endte i en kamp om, hvilken politiker der har besøgt flest institutioner de seneste måneder. Statsministeren, DF-leder Pia Kjærsgaard og SF-formand Villy Søvndal beskrev alle, hvordan de har besøgt sygehuse, plejehjem og børnehaver. - I betragtning af det dygtige og engagerede arbejde, der bliver udført, og som de fleste brugere i virkeligheden er tilfredse med, så er det trist, at de ansatte hele tiden skal høre oppositionen kritisere, hvor elendigt det går i det danske velfærdssamfund, sagde Fogh Rasmussen. I modsætning til tidligere tiders politiske debatter blev pensionister og børnefamilier næsten ikke nævnt. Den konservative Pia Christmas-Møller kom dog forældrene til undsætning. Hun kritiserede kraftigt, at nogle kommuner holder daginstitutionerne lukket i op til en måned om året - ud over weekend- og helligdage.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...