EMNER

Sygeplejerskerne isoleret

KØBENHAVN:Sygeplejerskerne bliver efterladt i en presset forhandlingsposition af deres portørkolleger på hospitalet. Det bliver ifølge arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen konsekvensen, hvis FOA som ventet indgår forlig med regionerne på vegne af 21.000 portører og sosuassistenter. - Det sætter et voldsom pres på sygeplejerskerne, som nu er isolerede. De ved godt, at de kan få mere ved et forlig, end de kan ved et regeringsindgreb, og derfor må de tilbage til forhandlingsbordet, siger arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen fra Aalborg Universitet og vurderer, at FOA's forhandlere hele tiden har vidst, at de kan få mere ved forhandlingsbordet end ved at styre mod et regeringsindgreb. Connie må fire Og sygeplejerskerne skal ifølge Flemming Ibsen ikke forvente, at de kan holde fast i et lønkrav på 15 procent, som formanden Connie Kruckow har holdt stædigt fast i de seneste måneder. - Vil hun hæve rammen fra 12,8 procent mod 15 procent, så må hun slække på kravene, vurderer Flemming Ibsen. Til gengæld forventer han ikke, at FOA-medlemmerne vil stemme nej til det forlig deres hovedbestyrelse forventeligt siger ja til og dermed udløse strejke igen. - Det tror jeg ikke, fordi FOA har gode muligheder for at forklare medlemmerne, at de ikke vil få noget ud af at konflikte efter afstemningen, argumenterer arbejdsmarkedsforskeren. Flere eksperter har hidtil troet, at regeringen vil gribe ind i lønkampen inden udgangen af maj, hvis der ikke foreligger en løsning inden. Men Flemming Ibsen vurderer, at omkring tre ugers ventetid på FOA-medlemmernes afstemning også vil udsætte finansminister Lars Løkkes (V) entré på arbejdsmarkedsscenen.Selvom tidspunktet for et regeringsindgreb er uvist, er han dog ikke i tvivl om, at de tilbageværende pædagoger fra BUPL ikke får gevinst af deres nylige strejke. - BUPL vil få ophævet deres forlig til lov. De vil højst få flyttet lidt rundt på nogle småting, men rammen bliver der ikke pillet ved, siger Flemming Ibsen./ritzau/