Symbol på krig og fred

Mit første møde med Brandenburger Tor var i april 1989, ikke mange måneder før Berlinmurens fald, da jeg sammen med en kammerat, rejste med Hjørring Kunstforening til Berlin. Østtyske soldater holdt dengang vagt foran byens vartegn!

Men hvad er egentlig historien bag Brandenburger Tor, og hvad er det den udtrykker? Et bygningsværk, som har haft en central rolle i flere historiske sammenhænge, både indenrigs- og udenrigspolitisk. Før murens fald var det et symbol på det splittede Tyskland, og sidenhen er det blevet et symbol på enhed. Ikke mange år efter dets opførelse, allerede i 1806, røvede hærføreren Napoleon Bonaparte skulpturgruppen, placeret på toppen af byporten, som består af et firspand og en stridsvogn, en såkaldt quadriga, der styres af sejrsgudinden Victoria, som bærer en stav og en sejrskrans. Den blev så opbevaret i Paris, indtil Napoleon Bonaparte måtte opgive sit herredømme i 1814, hvor skulpturgruppen kom hjem til Berlin. Skulpturen var skabt af skulptøren Johan Gottfried Schadows. Brandenburger Tor fik fornyet opmærksomhed i nyere tid, da den amerikanske præsident Ronald Reagan i 1987, under den kolde krig, i sin berømte tale til den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, udtrykte den uforglemmelige sentens: ”Mr. Gorbatjov, tear down that wall”, som to år efter resulterede i Berlinmurens fald. Verdenspressen holdt heller ikke stilledag, da Barak Obama sidste sommer, holdt tale foran Brandenburger Tor, på sin såkaldte dannelsesrejse rundt i Europa, som præsidentkandidat for USA, som gav associationer til både Reagans tale samme sted, og Kennedys tale i 1963 på Rudoph Wilde Platz, foran rådhuset, hvor han udtrykte de berømte ord: ”Ich bin ein Berliner”. På mange måder er Brandenburger Tor altså et centralt bygningsværk i Europa. Arkitekturen har rødder især i oldtidens Grækenland, og er bygget i nyklassicistisk stil. Arkitekten Carl Gottfried Langhans, som var direktør for de kongelige bygninger i Berlin, opførte Brandenburger Tor i årene 1788-91. Byporten ligger for enden af pragtgaden Unter den Linden på overgangen mellem Øst- og Vestberlin, og er den eneste bevarede af de i alt fem byporte omkring det gamle Berlin. Unter den Linden førte oprindelig op til Berliner Schloss, som blev revet ned af østtyskerne i årene 1950-51, og var samtidig en markering af grænsen mellem by og land. Udenfor lå det kongelige jagtterræn, Tiergarten, og byporten hed oprindelig Tiergarten Tor. Hvornår den skiftede navn vides ikke. Det formodes, at Langhans var inspireret af den græske arkitekt Mnesicles' Propylæer på Akropolis i Athen. Propylæerne på Akropolis blev opført omkring 435 f.Kr., og kendskabet til denne bygning blev i det 18. århundrede udbredt via franskmanden Julien-David Le Roys bog om de græske ruin-monumenter i 1758 samt via englænderne James Stuart og Nicolas Revett`s bog ”Antiquies af Athens” fra 1788. Trods utallige studierejser i Europa rejste Langhans nemlig aldrig selv til Grækenland, hvorfor kendskabet til Akropolis må være erhvervet på anden vis. Den græske inspiration ses bl.a. i de doriske søjler, og det var næppe tilfældigt at referere bygningsmæssigt til det storslåede indgangsparti ved Akropolis i Athen. At anvende Athens Propylæer som forbilleder, må ses som en iscenesættelse af selve kongemagten og den preussiske stat. At der er magt på spil, kan også ses i portens gennemgangspartier, hvor der er relieffer, der forestiller motiver fra Herkules" mange kampe. Herkules var den største af den græske mytologis sagnhelte, og efter renæssancen blev Herkules-motivet udbredt, som en del af en hersker-ikonografi. Relieffet på byportens østside viser Herkules, hvor han er i færd med at jage mennesker der er i splid, og som er misundelige, på flugt. Herefter følger sejrsgudinden Victoria, som efterfølges af figurationer af statsklogskab, enighed og venskab. I midten ses fredens indtog i triumfvogn, med en sejrskrans i hånden. Det fælles mål for arkitekten Carl Gottfried Langhans og skulptøren Johan Gottfried Schadows tydeliggøres her, nemlig at skabe et monument som skulle fejre freden i Preussen efter en lang krigsfase, personificeret ved guden Herkules og gudinden Victoria. Efter sejr og fred følger en blomstrende periode for kunst og videnskab. Nej, det er ikke noget nyt, at Berlin er et kraftcentrum for kunst og kultur. I 1995 pakkede Christo & Jeanne-Claude rigsdagsbygningen ind i stof, og mennesker valfartede fra hele verden til Berlin, også mig. Og de seneste år har Olafur Eliasson haft værksted i Berlin med fyrre ansatte. Hvornår går næste fly eller tog? I love Berlin! MARIA STENSGÅRD POULSEN er cand.pæd. i billedkunst 1992. Sidefag i dansk, Aalborg Universitet, 2008. Censor ved lærer- og pædagoguddannelsen i Danmark i billedkunst. Anmelder ved nettidsskriftet www.kulturkapellet.dk. Medlem af Aalborg Kunstnerværksted. Gift og mor til tre børn.