Symfonien får fire millioner kroner

Kulturminister Brian Mikkelsen vil give fire millioner kroner til Aalborg Symfoniorkester over de næste tre år. Men det er kun et plaster på såret efter sidste års besparelser, siger musikchef Palle Kjeldgaard

En rød storm ramte i går Danmarks fem landsdelsorkestre. Det var kulturminister Brian Mikkelsen, der var hoppet i julemandsdragten i utide. 22 millioner kroner havde han med til symfoniorkestrene på Sjælland, Odense, Århus, Sønderjylland og Aalborg. Pengene bliver udbetalt over de næste tre år oven i orkestrenes normale bevillinger. For Aalborg symfoniorkesters vedkommende betyder det, at de får fire millioner kroner mere at gøre godt med frem mod 2006. Musikchef Palle Kjeldgaard fra Aalborg Symfoniorkester er glad for, at Brian Mikkelsen har lettet på statskassens låg. Men han er ikke imponeret over udspillet. - Det er da en markant mindskning af de besparelser, vi blev pålagt i 2002. Vi har ikke fået flere penge end tidligere. Men jeg er lettet over, at jeg nu ikke skal ud og afskedige musikere. Man kan sige, at massakren er afblæst, og at budgettet nu er blevet delvist genetableret på et fornuftigt niveau. I 2002 fik orkestret sat sit budget ned fra 16,6 til 16,2 millioner kroner, og VK-regeringen meldte ud, at orkestret skulle helt ned på 15,9 millioner kroner 2006. Derfor er symfoniorkestrets 60-års jubilæumssæson blevet fejret lidt utraditionelt. - Vi har sparet en stilling væk ved at lægge stillingerne som souschef og informationsmedarbejder sammen og måtte hæve billetprisen med 20 procent til denne sæson, fortæller Palle Kjeldgaard. Men prisstigninger er ikke noget problem, mener Brian Mikkelsen - Jeg synes ikke at der er noget galt i, at vi lærer, hvad kultur koster. Jeg tror heller ikke, at prisen er så afgørende for de folk, der går ind og ser Aalborg Symfoniorkester. Jeg vil vove den påstand at, der ikke kommer færre selvom orkestret sætter prisen op. Nu har Brian Mikkelsen imidlertid fundet flere penge på bunden af kulturministeriets kasse, så nu kommer orkestrets budget op på 17 millioner kroner i 2006. Mere kvalitet - Det er god borgerlig politik at støtte kvaliteten i kulturlivet, og symfoniorkestrene er de bedste orkestre, vi har, i Danmark, siger Brian Mikkelsen. Palle Kjeldgaard er også særdeles tilfreds med at kulturministeren har lavet budget, der rækker flere år frem i tiden. - Med denne udmelding lever regeringen også op til den målsætning, vi lavede ved resultatkontrakten i 2001. At vi får en tilstræbt budgetsikkerhed, så vi kan planlægge over flere år. Det er utroligt vigtigt at vide, hvor mange penge man har til rådighed flere år frem i tiden. Når vi skal ud og finde en dygtig dirigent, der kan udvikle orkestret, er vi nødt til at lave aftaler to år frem i tiden. Til børn og unge Størstedelen af ekstrabevillingen er øremærket til at forbedre orkestrenes opsøgende arbejde over for børn og unge, fortæller Brian Mikkelsen - Vi har sørget for at få ind i kontrakten, at orkestrene skal øge samarbejdet med de lokale skoler, børnehaver og musikskoler. Børnene skal have en introduktion til den klassiske musik. Det får de jo ikke i dag ved at høre popradio og spille computerspil. De mangler at opleve engagementet fra en professionel musiker. I aftalen mellem orkestrene og ministeriet står der, at orkestrene skal arbejde mere sammen med skoler, børnehaver og musikskoler. Kravene skræmmer ikke musikchefen Palle Kjeldgaard. - Jeg anser os for at være de førende på landsplan, når det drejer sig om at henvende sig til børn og unge. Vi bruger fem uger om året på at lave børnekoncerter, og til efteråret udvider vi tilbuddet til skolerne. I løbet af juni indspiller de fem landsdelsorkestre en dvd med Carl Nielsens musik til brug i undervisningen. Det er meningen, at læreren skal kunne bruge dvd'en til at forberede sig selv og børnene på, at der kommer to musikere ud og spiller med børnene. Brian Mikkelsen er meget tilfreds med aftalen, og fremhæver, at der ikke er tale om en engangsbevilling, men at budgettet bliver hævet permanent. - Jeg synes, at symfoniorkestrene har grund til at være glade. Der er mange andre institutioner, der ville give deres ene arm for at få det løft, som orkestrene har fået. Den halvanden million, som Aalborg Symfoniorkester får ekstra i 2005 er næsten det største løft, vi har givet til en enkelt institution. Han har ikke meget til overs for symfoniorkestrets beklagelser over, at støttebeløbet ikke følger den almindelige lønfremskrivning. Julemandsdragten kommer ikke frem igen foreløbig.