Symfoniorkesteret deler pladsen med Safri Duo

Elektronisk musik og computerlys ledsages af symfonikere med battrilys på noderne

Musik 7. september 2002 08:00

GL.VRÅ ENGE: Vejret er den største bekymring for både holdet bag Jarrekoncerten Aero i aften og for publikum. Men en lille gruppe på knap 30 er særligt bekymrede. Det er nemlig de musikere fra Aalborg Symfoniorkester, der skal have deres kostbare og sarte instrumenter med på scenen for at give deres bidrag til Jarres hyldest til vinden. - Det er meget vigtigt for Jean Michel Jarre at publikum får det rigtige visuelle indtryk og at man kan se vindmøllerne i baggrunden. Derfor er der ikke sidevægge på scenen, siger musikchef Palle Kjeldgaard fra Aalborg Symfoniorkester. Men det betyder altså også, at de 28 musikere sidder en lille smule udsatte i højre side af scenen. - Almindelig regn uden blæst kan vi godt klare. Men er der tale om voldsom regn, er vi nok nødt til at lave lidt om på programmet og vente på et hul i skyerne, siger han. Symfoniorkesteret skulle egentlig have været i gang med at indspille en cd med dansk guldaldermusik i denne uge. Men da musikchefen i foråret på et møde på Hotel Hvide Hus hørte om Jarres planer og at han gerne ville have lokale medvirkende i koncerten, ryddede symfoniorkesteret kalenderen og stod på stand by. - Det gjorde vi så i lang tid, inden de finansielle brikker faldt endelig på plads lige før sommerferien, siger Palle Kjeldgaard. Han var nemlig fyr og flamme fra starten. - Jeg lyttede selv til Jarre i min ungdom og jeg synes det lød meget spændende, siger han. Lige efter sommerferien kom noderne til de tre numre, symfoniorkesteret skal være med i. Jarre er selv klassisk uddannet og fuldt ud i stand til at orkestrere, så det var lige til at gå til. - Musikken er hans helt eget unikke tonesprog med en fast struktur og harmonikagange, som han improviserer hen over. Vores del af musikken er helt nodebundet. Symfoniorkesterets bemanding er uden træblæsere, som er de mest vejrsarte instrumenter, men strygerkorpset, basunerne, horn og slagtøj er med på scenen, hvor de 28 musikere ind imellem skal bytte plads med Safri Duo. Det betyder bl.a. at de ikke kan bruge de almindelige nodelys, fordi det ville kræve udskiftning af ledninger på scenen midt under koncerten. I stedet skal der bruges batterilys. - Hvordan det lige vil blive ved jeg ikke. Men det skaffer de bare, siger Palle Kjeldgaard der indrømmer, at han er en kende imponeret af den professionalisme, der lægges for dagen i Gl. Vrå Enge i disse dage. Symfoniorkesteret spiller først med i et nummer, hvor også de lokale kor Coro Misto og Klarup Pigekord medvirker. Korene synger sfæriske lyde uden tekst. Herefter spiller symfoniorkesteret alene, inden der sluttes af med korene. Selv skal Palle Kjeldgaard være med som VIP - men under koncerten vil han ikke være at finde på tribunen, men backstage for at være ved hånden med praktisk assistance til musikerne. Og så regner han med tidligst at være tilbage i Aalborg ved 01-tiden, selvom koncerten slutter klokken 23. - Masser af mennesker har været til "globryllup" de aftener, der har været prøver herude, og der har været en lind strøm af biler forbi koncertpladsen og alene det har gjort det lidt problematisk at komme derfra, siger Palle Kjeldgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...