Retspleje

Sympati strømmer landmand i møde FORTØRNET: Jens Winther Kjeldsen får advokat til at undersøge anholdelse til bunds

GØTTRUP:Brødrene Jens og Holger Winther Kjeldsen, Gøttrup, er nu gået til en advokat for at få undersøgt til bunds, hvordan det kan gå til, at Jens uden varsel blev anholdt på sin gårdsplads i onsdags og taget med af politiet til Aalborg Arrest. Her måtte han tilbringe natten, indtil han næste dag blev kørt til retten i Fjerritslev og dømt i en færdselssag. Den oplevelse har rystet det midaldrene brødrepar, som har et større kvægbrug og skulle i gang med aftenmalkningen, da politiet kom og tog Jens med. - Vi har fået stor opbakning og hilsner og blomster fra venner og familie, siden det kom frem. De undrer sig, for de kender os jo, siger Holger Winther Kjeldsen. Baggrunden for anholdelsen er, at Jens ikke mødte op til retssagen 9. december, da han havde set forkert på brevet. Det ringede han til retten og forklarede, og han troede, at han så ville få en ny indkaldelse. Men når man som sigtet udebliver fra et retsmøde, giver dommeren automatisk politiet besked om at anholde vedkommende. Der sendes ikke en ny indkaldelse ud, lyder det fra dommerkontoret i Fjerritslev. Politimester Helle Kyndesen, Løgstør Politi, siger at hun er sikker på, at politiet er på lovlig grund, når det skrider til anholdelse. - Det er op til de betjente, der er på opgaven, at skønne om man i stedet kan aftale med vedkommende at møde op i retten. Men det sker sjældent, i forhold til antallet af anholdelser, siger hun. Brødrene Winther Kjeldsen er dybt rystet over forløbet. De overvejer nu, om de skal klage over politiet. - Det er helt hen i skoven, hvis systemet er sådan, siger Holger Winther Kjeldsen.