Sympatien, der forsvandt

Syrien og Jordan er ved at bryde sammen under det pres, to millioner irakiske flygtninge har lagt på de to udviklingslande

3
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Selvom doktor Ayman Daghestani har ansat flere læger og sygeplejersker til at tage sig af irakerne, og selvom alt hans personale dagligt arbejder over, må han alligevel afvise mange syriske patienter, fordi der simpelthen ikke er plads til dem.

Inde i menneskemængden kæmper en 12-årig syrisk pige for at holde tårerne tilbage. Hun tager sig til ørerne, mens ansigtet vrider sig i smerte. Men der er mindst 60 mennesker i venteværelset, og også de tripper og skeler op mod uret over indgangen. Alothman Klinikken er en af de billigste i Damaskus, og derfor modtager den mange af de fattigste syrere. 12-årige Ebtesam Naji har snart ventet to timer på, at lægen skal undersøge hendes ører, men hun kommer nok til at vente længe endnu. I løbet af fem år har Syrien modtaget halvanden million irakiske flygtninge. Førhen skulle Ebtesam og hendes mor aldrig vente længere end en halv time på en undersøgelse, men det har ændret sig. - Irakerne har det svært, men vi beder til, at de snart kan vende tilbage, siger Ebtesams mor, Ragdad Naji. For som overlæge Ayman Daghestani siger: - Før krigen kom der omkring 250 patienter dagligt her på klinikken, nu kommer der mellem 500 og 1000. - Mange af irakerne har krigsskader og alvorlige sygdomme, der ikke er blevet behandlet i Irak. Vi får også mange psykiatriske patienter. Det tærer hårdt på ressourcerne, forklarer han. Ifølge UNHCR lider hver sjette flygtning af en kronisk sygdom, og ligeledes har hver sjette været udsat for tortur. Selvom Dr. Ayman Daghestani har ansat flere læger og sygeplejersker til at tage sig af irakerne, og selvom alt hans personale dagligt arbejder over, må han alligevel afvise mange syriske patienter, fordi der simpelthen ikke er plads til dem. - De er fattige og bønfalder mig om hjælp. Hver dag oplever jeg vrede syrere, der råber og smækker med døren, fordi de ikke har råd til at betale for behandlingen på en privatklinik. Udviklingslande under pres Jordan og Syrien har tilsammen modtaget omtrent to millioner irakiske flygtninge, og det har lagt et enormt pres på de to udviklingslande. Irakerne har primært slået sig ned i hovedstæderne Amman og Damaskus, og i Syrien er indbyggertallet i Damaskus steget fra fem til seks millioner, siden krigen brød ud i Irak for fem år siden. I Jordan, der har omtrent samme befolkningstal som Danmark, er hver tiende indbygger nu iraker. Hvert år betaler Syrien seks milliarder danske kroner for at huse de irakiske flygtninge, mens det årligt koster Jordan knap seks milliarder. Det anslår henholdsvis Syriens Planlægningsudvalg, SPC, og Ministeriet for Planlægning i Jordan. - På grund af irakerne sker der en enorm forringelse af den offentlige service med store konsekvenser for blandt andet sundhedssektoren og uddannelsesområdet, siger Tayssir Raddawi, chef for Syriens Planlægningsudvalg. - Det irakiske behandlingssystem har været brudt sammen i mange år, så patienterne kommer med alvorlige sygdomme, der først bliver behandlet nu. Det kan ikke undgås, at det pres går ud over kvaliteten og serviceniveauet, siger han. Allerede inden Syrien og Jordan modtog irakerne, var landene plaget af dårlig økonomi med høj arbejdsløshed. Sidste år var infrastrukturen i Jordan og Syrien ved at bryde helt sammen, og de to lande bad det internationale samfund om akut hjælp til at modtage de mange flygtninge. Og så trådte blandt andet Danmark til ved at støtte flygtningene i de to lande gennem FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, med 70 millioner kroner om året. Siden har begge lande indført strenge visa-restriktioner ved grænserne, men byrden er ikke blevet mindre, siger Nawaf Tell, leder af Center for Strategiske Studier ved Jordan Universitet. Tværtimod. - Jordan har ikke engang kapacitet til at absorbere de flygtninge, der allerede er i landet. Det pres, irakerne lægger på den jordanske infrastruktur, akkumulerer år efter år, fordi statsbudgettet i forvejen er enormt presset. Det har alvorlige konsekvenser for et udviklingsland som Jordan, der burde bevæge sig fremad i stedet for at sakke agterud, siger han og understreger, at især uddannelsesområdet er hårdt ramt. Frygter anti-irakisk stemning Nede på tredje række i det tætpakkede klasseværelse har 16-årige jordanske Al Munair Muath svært ved at følge med. Foran tavlen med de arabiske kridtbogstaver læser underviseren et digt op af den irakiske lyriker Ibn Zuraiq Al Baghdadi og spørger så ud: Hvad handler digtet om? Al Munair Muaths øjenbryn skubber rynker op i panden, mens hænderne skyder i vejret fra pultene på forreste række, og en af drengene flyver op: - Det handler om hjem for en, der er væk fra sit land. Siden Jordan blev hjem for omkring 500.000 irakiske flygtninge, er det blevet sværere for Al Munir Muath at gå i skole. For her i 10. klasse på Rasheed Tuláe Drengeskole i det indre Amman har de i løbet af de sidste to år fået syv nye irakiske elever i klassen, så de nu er 42 elever samlet i det lille lokale. - Jeg kan ikke stille så mange spørgsmål til læreren, som jeg plejede, og jeg bliver ikke hørt så meget i timerne. Det er især svært i matematik og fysik og kemi, der er jeg virkelig begyndt at halte bagefter, siger han. Krisen i uddannelsessystemet i Jordan skyldes ikke irakerne alene. De offentlige skoler er de seneste år blevet en magnet for jordanske børn, hvis forældre ikke længere har råd til at have dem gående i privatskolerne på grund af den skrantende jordanske økonomi. Alligevel får de irakiske flygtninge skylden for, at en række ambitiøse planer for det jordanske skolesystem ikke er lykkedes. I 2002 var Jordan i gang med at udføre en ambitiøs plan om at styrke uddannelsesområdet, fortæller Nawaf Tell. - Men så kom irakerne, og i dag samler planerne støv. Man kan ikke give skolerne computere, når de ikke engang har borde. I stedet for en opgradering, sker der store forringelser på hele skoleområdet. Han mener, at Iraks to nabolande er ved at miste velviljen over for irakerne, netop fordi syrerne og jordanerne i forvejen går igennem hårde økonomiske tider. Samtidig med at hver tiende syrer og hver syvende jordaner er arbejdsløs, begyndte priserne på fødevarer og boliger at stige enormt, da irakerne kom. Mens et hus i Damaskus-forstaden Jaramana er steget fra 1000 til 3200 kroner om måneden i perioden fra 2003 til 2008, er prisen på et kilo kartofler i Syrien næsten firedoblet i løbet af de seneste fem år. Den almindelige syrer anslår, at der er op til fire gange så mange irakere i Syrien, som det er tilfældet, og syrerne brokker sig jævnligt over irakerne, viser en rapport fra tænketanken Brookings Institution i Washington. Jordan Universitet laver desuden jævnligt opinionsundersøgelser blandt den jordanske befolkning, og for først gang begynder en lille del af jordanerne at udpege irakerne som Jordans største problem. - Min største frygt er, at stemningen over for irakerne bliver fjendtlig. For her i regionen er det vigtigt, at et land som Jordan bliver ved med at tage imod flygtninge, siger Nawaf Tell. Brug for akut hjælp I det indre Amman drejer fagfore-ningsmanden Khaled Habahbeh væk fra hovedgadens gule taxier og reklameskilte og ned ad en af de smalle sidegader. - Derinde arbejder irakere, siger han og skuler ind i en tøjforretning. - Og derovre, nærmest afbryder han sig selv, da han passerer en barbersalon med irakere bag ruderne. - Det er klart, at arbejdsgiverne vælger irakeren, som tilbyder at arbejde billigt, frem for jordanerne, der kræver mere i løn. Nu har jordanerne intet valg, de er nødt til at acceptere den dårlige løn, siger han. Selvom de irakiske flygtninge ved grænsen til både Syrien og Jordan får et stempel i passet, der nægter dem arbejde, findes der en underverden af illegale arbejdspladser her i sidegadernes tøjforretninger og restauranter, fortæller Khaled Habahbeh. Han arbejder for General Federation of Jordanian Trade Unions, en paraplyorganisation for jordanske fagforeninger. - Mine arbejdere bliver rasende, hver gang arbejdsgiverne vælger irakerne i stedet for jordanerne. Mindstelønnen her i Jordan er lige steget til 1200 kroner om måneden, men irakerne arbejder gerne for 800, siger han og ryster på hovedet. Det samme gør 25-årige Nadia Al-Ali, der for tre måneder siden mistede sit job til en iraker. - Jeg forstår ikke, hvordan irakerne kan leve af det halve, når min løn ikke engang dækkede alt. I starten følte jeg med irakerne, men nu tænker jeg på min situation og min familie. Og så spørger jeg mig selv, hvorfor disse mennesker kommer og tager vores jobs, siger hun og trækker på skuldrene: - Jeg er vred, men hvad kan jeg gøre? Hverken Syrien eller Jordan er imidlertid i tvivl om løsningen. De to regeringer bønfalder nu de lande, der gik med i Irak-krigen om hjælp. - Vi ikke bare beder om hjælp. Vi trygler landene om at tage imod flere af de svageste flygtninge og give et meningsfuldt økonomisk bidrag. Regningen er på milliarder frem for de millioner, som udgør den støtte, der er blevet sendt til Jordan, siger den jordanske udenrigsminister, Salaheddin Al-Bashir. Det ville lette presset på Syrien og Jordan, hvis lande som Danmark tog imod flere af de svageste irakiske flygtninge, der opholder sig i Iraks nærområder, understreger Jordans minister for social udvikling, Hala Bsaisu Latouf: - Det er vigtigt, at de vestlige lande modtager så mange af de irakiske flygtninge, de overhovedet kan. Især de allersvageste med særlige behov. Og det er vigtigt, at de gør det nu. Om et halvt år er det måske for sent for os. Thomas Gammeltoft-Hansen forsker i flygtningebeskyttelse ved Dansk Institut for Internationale Studier, DIIS. Han understreger det vigtige signal i, at Danmark tager sin del af de svageste flygtninge, så Syrien og Jordan også vil være villige til at huse de irakiske flygtninge i det lange løb. Som den syriske viceudenrigsminister, Fayssal Mekdad, udtrykker det: - Døren vil ikke stå åben for evigt. Vi har ganske enkelt brug for mere hjælp til at håndtere flygtningekrisen. Og den hjælp skal både bestå af økonomiske bidrag og genbosætning af de svageste irakere.