Aalborg

Symposium i Aalborg for et bysbarn

AALBORG:Et internationalt Utzon Symposium over tre dage bliver næste trin på initiativerne, som skal gøre Aalborg og Aalborg Universitet til centrum for forskning i arkitekt Jørn Utzons banebrydende arkitektur. Symposiet begyndte i dag og slutter på lørdag. Over de tre dage giver en række markante og internationale arkitekter og teoretikere et indblik i arkitekten og mennesket Jørn Utzon. I foråret åbnedes i Aalborg Utzon Center som et forskningscenter, der udelukkende beskæftiger sig med Jørn Utzon, som blev født i Aalborg i 1918 som søn af skibsbygger Aage Utzon. I maj modtog Jørn Utzon titlen som adjungeret professor ved centret på AAU. I en alder af snart 85 år har Jørn Utzon trukket sig tilbage fra offentligheden, men han arbejder stadig sammen med sønnen, Jan Utzon, om omfattende renovering af Sydney Opera House. Ideen med Utzon Center og Symposium er er at formidle viden og inspirere kommende generationer af arkitekter.

Forsiden