Musik

Syng-sammen aften bliver genoptaget

Kulturelt Samråd for Farsø Kommune inviterer igen i år til en gentagelse af SyngSammen-aftenen fra sidste efterår. Den gang var det Samuel Frederiksen fra fordums succesfyldte Ertebælgenaftener, der stod for arrangementet i samarbejde med Kulturelt Samråd. Samuel Frederiksen ønsker ikke at medvirke i år trods succes'en. I stedet har vi formået Bjarne Nielsen, der underviser i musik på Aars Gymnasium, til at stå for akkompagnementet og den øvrige ledelse af aftenen. Bjarne Nielsen, der er uddannet i musik på Aalborg Universitet, har lovet at guide os rundt i den danske sangskat med et repertoire, der dækker både gode gamle danske sange, men de nyere og gode danske sange vil ikke blive glemt. Der er udsigt til en rigtig glad og munter aften med mange muligheder for at synge med, og for at stemmen ikke skal lide overlast vil der blive indlagt en pause, hvor hotellet får lejlighed til at servere en kop kaffe og et par kager. Så mød roligt op med forventningen om et par gode timer i godt selskab med venner af de danske sange i Farsø Hotels pavillon næste onsdag.