Syngende familie syngerfor de ældre

AALESTRUP:Folkepensionister i hele Aalestrup Kommune kan glæde sig til en musikalsk oplevelse, når "Familien Friis" optræder på Knaberscenen søndag 11. maj. Bag arrangementet står Ellen og Harald Horns Mindefond, som også er vært ved en kop kaffe og småkager i Knaberscenens foyer. - Vi har gennem pensionistforeningerne i hele kommunen fået forskellige ønsker til, hvilket former for underholdning, de kunne tænke sig at se, forklarer Børge Haugaard, Aalestrup, der er medlem af fondens bestyrelse. Familien Friis består af otte søskende, syv piger og én dreng. De har igennem de seneste mange år brugt deres fritid på at synge og fortælle historier. De kommer derfor også vidt omkring, bl.a. til en lang række jyske forsamlingshuse, ligesom de optræder for beboerne på plejecentre og i aktivitetsklubber. De otte søskende er født på "Damgård" i byen Simmelkær nær Sunds. - Det hele begyndte med, at en af vore søstre begyndte at optræde ved forskellige festlejligheder, og det varede ikke lang tid, før det smittede af på vi andre, fortsætter Anna Margrethe Friis, der er uofficiel "talskvinde" for den store søskendeflok. Da der kun er plads til 200 tilhørere på Knaberscenen, er det nødvendigt med tilmelding. Så både mandag og tirsdag formiddag i næste uge sidder Børge Haugaard klar med en mobiltelefon, han er blevet udstyret med til lejligheden. Horns Mindefond har tidligere haft arrangementer på Knaberscenen, ligesom den har ydet tilskud til mange forskellige begivenheder af kulturel og underholdningsmæssig karakter. Det lå afdøde fabrikant Harald Horn meget på siden at få skabt gode kulturelle forhold for kommunens pensionister. Derfor efterlod han ved sin død et stort beløb, som en lille bestyrelse - bestående af et familiemedlem, p.t. sønnen Jan - kommunens borgmester samt en repræsentant for en lokal pensionistforening - har til opgave at administrere og anvende på bedste vis.