Syrere skal til Sønderborg
100 syriske flygtninge der i to uger har boet på den gamle skole i Vester Hjermitslev skal fremover bo i Sønderborg
VESTER HJERMITSLEV: Mandag formiddag forlod de 100 syriske mænd deres midlertidige hjem på den gamle skole i Vester Hjermitslev. De skulle have boet der i tre uger, men tager af sted lidt før, fordi en permanent løsning blev fundet før forventet. Syrernes nye hjem bliver Sønderborg Kaserne, hvor de skal bo, indtil deres asylsager er afgjort.
Med sig fra Vester Hjermitslev tager syrerne ikke blot kufferter med personlige ejendele men også minder om åbenhjertige borgere.
Der er blevet festet, grinet, snakket, spillet fodbold og kørt på motorcykel sammen. På onsdag skulle syrerne have været i Fårup Sommerland og torsdag var der arrangeret fest, før de skulle have været af sted fredag.
Kasernen i Sønderborg har stået tom siden februar. De sidste par uger har man arbejdet på højtryk for at gøre den indflytningsklar. Kasernen har kapacitet til 300-400 flygtninge. Og vil hurtigt blive fyldt op, vurderer Thorkild Poulsen, leder af Brovst Asylcenter. Han garanterer for, at Vester Hjermitslev bliver ikke glemt:
- Det har været en fantastisk oplevelse. Borgerne har udvist fantastisk rummelighed og stort initiativ for at få de 100 enlige mænd til at føle sig velkomne. De er kommet til en fuldstændig fremmed kultur og har fået en uforglemmelig modtagelse. Det glemmer de ikke. Syrerne vil komme til at udgøre en rigtigt god grundstamme i Sønderborg, siger Thorkild Poulsen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.